Venner er noget underlig noget. Man kan gå i skole med dem i to år. Man taler da sammen og betragter dem også som venner, alligevel er man ikke så meget sammen fordi man har andre ting at lave. Så bliver man færdig med at gå i skole og lige pludselig er man meget sammen med dem.
Jeg blev ringet op klokken 2.30 i nat af en veninde. (Heldigvis var jeg ikke gået i seng.) Hun havde lige slået op med sin kæreste, og havde nu ikke noget sted at sove. Hun bor uden for byen. Hun ville høre om hun kunne sove hos mig. Det mærkelige er at selvom vi er venner, er jeg sikker på at hun har andre som hun er tættere med. Med det er jo altid rart at vide at der er nogen der har brug for en. Det er sjovt, i hverdagene hvor man ikke bakser med de store problemer, og vennerne heller ikke gør det. Føler man sig som venner, men ikke på sammen måde som når man gør, når der er en der har brug for ens hjælp. Man føler sig afholdt på en helt anden måde.