Gennem mange år skrev jeg en masse og gemte det i en mappe
eller arkiverede dem lodret ned i affaldsbøtten, for ingen gad læse det jeg skrev og dem der gad de lavede det om, så det ikke var mine ord der stod der men deres.
Sådan gik lang tid og mappen lå bare og samlede støv i et hjørne af reolen i pulterkamret.
Så en dag så skrev jeg noget og en pige snuppede det ud af hånden på mig, hun læste og læste det igen og rejste sig og gav mig en kæmpeknuser, jeg stod som en der var faldet ned fra månen, for det at opleve at nogen kunne lide det jeg lavede, var helt utrolig dejligt.
Digtet ja når jeg tænker efter så beholdt hun det, for som hun sagde det var hendes, ok sagde jeg det gør du bare, siden den tid har jeg haft den overbevisning, at det ikke er mig der skal bedømme om et digt er godt eller skidt,
det skal andre nok fortælle om det er.
Jeg har glemt at skrive digte, glemt hvad det vil sige at være i den rette stemning. Måske en dag Måske aldrig kan ord
igen forme sig i mit hovede,indtil da må i "nøjes " med ordene i min dagbog
AGA