Kære dagbog.

Jeg vil sætte mig for at skrive det hele ned som stadig skære i min sjæl.
Alt det jeg er ked af, og det jeg ikke forstår.

Hvorfor finder jeg aldrig en der kan elske mig. Det eneste jeg finder er venner. piger som mangler en ven. Jeg ved godt jeg har skrevet det før men, Nu kommer der lidt mere af historien.

For jeg fik jo et brev fra en 18 årig pige som skrev til mig at hun godt ville kunne falde for mig. Jeg kan kun grine, for ja hun er for ung. Men det er ikke første gang, det virker somme tider som om at det er de yngre piger der kunne falde for mig. Og det er jeg bestemt ikke glad for.

Husker for lang tid siden en nytårs aften sammen med mine forældre og en anden familie vi har som venner. Der er en pige i denne familie, som altid hang på mig, og denne aften sagde at hun ville giftes med mig. Det sagde hun imens hendes og mine forældre lyttede på...ja så er gode dyr rådne - SÅ jeg sagde at jeg aldrig ville giftes, det hvade jo intet med hende at gøre.

Ud over det, så forstår jeg ikke hvorfor børn hele tiden, vinker til mig, smiler til mig, kigger på mig, løber hen imod mig, og spørger mig om alt muligt. I dag foreksemple var der pludselig en 11 årig pige, som ville på min venneliste på et chat sted. hvorfor ved jeg ikke, for hverken hende eller jeg har sagt et ord til hinanden....og jeg har heller ikke lyst til det.

Så hun står på venter på godkendelse/afvisnings listen...jeg vælger at overse hende. hun burde iøvrigt ikke gøre sådan noget..tænk på alle de psykopater der er der ude.

(så har jeg slettet et afsnit i min dagbog)

-----------------------------------
Der var engang en pige (på min alder) der sagde til mig, at jeg måske ikke havde været den samme søde person at snakke med, hvis jeg ikke havde været igennem alt det,..Til det kan jeg kun sige, at jeg havde været en gladere person indvendig hvis alt det ikke var sket.