Ak…jeg er allerede flyttet ind.

Jeg fik lov at se lejligheden som ham ”måske interesseret” kan forhindre mig i at få. Måske skulle jeg bare havde sagt ”nej-tak” til at se den og bare fastholdt at jeg ER interesseret. Nu er jeg bare HELT SOLGT og endnu mere forhippet på at få den.

Den er bare så hyggelig. Selv om R viftede med armene og sprang rundt for at give mig et billede af, hvordan den kommer til at se ud efter renovationen, synes jeg bare den er perfekt. Den bar da tydeligt præg af at sidste beboer var en ældre herre der vist hverken havde skiftet tapet eller gulv ud i 60 år, men jeg kunne helt klart danne mig et billede af hvor fantastisk et hjem det kunne blive for mig.

Jeg skal ”kun” vride mig i 14 dages tid før ”måske interesseret” giver sit endelige svar.

ÅHHH GUD LAD DET SKE!

Tænk engang? Et hjem som ikke kan blive taget fra mig igen? Et hjem hvor MIT navn står på kontrakten?

Nå! LH og jeg susede af sted i en gammel øse, lige som vi altid har gjort. Vi tog på stam-spisestedet og blev helt rørt over at tjeneren havde savnet os og vi lovede ham at komme noget tiere…hvis HAN altså lovede at få mere grønt på buffeten igen.

Ja jeg er altså en røv syg og fanatisk vegetar. Jeg er skide irriterende at have med ud at spise, fordi jeg stiller skide irriterende krav til menuen; der skal være grønt og jeg vil blive mæt!!! De kender mig dernede, fordi jeg altid står i hundrede år og piller grøntsagerne op af kødretterne. ”Jamen der er jo salatbuffet!” tilføjede han. ”Det er ikke det samme!” smilede jeg venligt.

Ja, jeg er røv-irriterende.

Så nu sidder jeg her, halvmæt og fråder for vildt af en pose slik. Jeg er også en røv irriterende slik-spiser som stiller høje krav til min slikpose; den skal være stor, propfyldt med tomme kalorier og være rigtig dårlig for mig.