Kære Dagbog!
Ja, nu var det rigtignok igår, men der var jeg jo på arbejde, så der kunne jeg ikke skrive, men altså INDEN DA der var jeg så forbi biblioteket at aflevere, og vil du tænke dig, der stod det menneske, jeg har frygtet mest at møde i det sidste halve års tid, og jeg tror aldrig jeg har været så lykkelig for at se nogen i mit liv! Al min skyldfølelse osv. forsvandt med det samme. Hun pandede mig sgu ikke ned, eller ignorerede mig! Hun virkede tvært imod glad for at se mig!!!! Vi kunne sgu pjatte som "i gamle dage"...

Måske er det bare mig, der er heldig, men hvordan KAN det lade sig gøre, at een man selv synes man burde have værdsat mere end man har gjort - og have accepteret hendes venskab, og glemt alt om at ønske at komme længere end det, ved hendes første frasigelse - kan bære så meget over med eens egoistiske dumhed?

ER hun virkelig en guddom, som jeg i min forelskelse nærmest troede, eller findes der virkelig mennesker der er så søde mid andre?!!!!

Eeen ting er i hvert fald sikker: HVIS jeg får chancen for at beholde hende - i det mindste som mail-ven - denneher gang, så vil jeg IKKE ødelægge det ved at forelske mig i hende! Det er hun for dyrebar til!!!!

Med lykkelige hilsner:

Frederik.