Har lige set temalørdag på dr2, der handlede om tiden efter adoption... Man fulgte to familier. Én hvor der var problemer med en lille dreng, der var adopteret fra Indien og én voksen pige,der rejste tilbage til Bangledash hvor hun var født...

Jeg er selv adopteret fra Sri Lanka og kunne slet ikke genkende nogle af de problemstillinger, som de tog op, men det satte da nogle tanker igang...

Mit liv har bare altid været så godt. Jeg har da nok haft problemer som barn, men ikke der var meget anderledes end andre børns... min mor og jeg kom først rigtig ind på livet af hinanden, da jeg som 20 årig brød sammen...

Alle mine venner og daværende kæreste var ude at rejse efter gymnasiet, men jeg sad alene hjemme. Det påvirkede mig meget og sådan har jeg det stadigvæk nogle gange... Faktisk har jeg haft sådan en dag idag.Jeg trænger så meget til at opleve noget og komme lidt væk...!

Jeg har altid følt at mine forældre har været åbne omkring, hvor vi kom fra (har en lillebror) og at de fik os, fordi de SÅ gerne ville have børn... De var selv nede og hente os og har billeder derfra. De billeder har altid været meget værd for mig og de har vist fortalt de samme historier om og om igen...

Jeg har aldrig haft behov for at komme tilbage for at finde min biologiske familie. I mit univers eksisterer kun en familie, kunne slet ikke forestille mig at være en del af en anden...
Jeg har altid haft lyst til at komme tilbage og se børnehjemmet og hilse på de nonner/søstre der passede os. min mor havde kontakt med dem helt op til jeg blev konfirmeret.

Jeg er mildest talt aldrig blevet drillet med min herkomst, så måske er det derfor, jeg føler det har været nemt.

At se et sådan program får mig ikke til at tænke anderledes. Jeg ved heller ikke hvem jeg ser, når jeg kigger mig i spejlet. Jeg ser mig...! Jeg føler mig ikke anderledes.

Da jeg for 10 år siden rejste rundt i Asien overvejede vi (én veninde og jeg) at tage til Sri lanka, men det blev for dyrt. Men jeg fik da også lige så meget opmærksomhed som hende (lyshåret pige) pga mit udseende. Alle sagde: "Are you from India eller you look like indian" Det var ok. De gjorde det af nysgerrighed.

Vil stadigvæk gerne ned og se landet og vil meget gerne have mine forældre med.

Nå så kom tårerne, så lige det næste program på dr2, som var en voksen pige, der sammen med sine forældre besøgte hendes biologiske forældre i Korea. Det var da rørende og det var nemmere at forstå de følelser, som hun havde...