Så blev det alligevel jul igen.. m¨indrømme jeg (igen i år) slet ikke nåede at komme i stemning til det. Jeg kan huske dengang jeg var mindre når vi sad og spiste, jeg proppede mig altid mæt i førsteretten for at komme tidligere op til juletræet så vi kunne få gaver. Så jeg endte altid med at sidde og bare vente, vente på gaverne. Så blev jeg lidt ældre, og gaverne blev mindre vigtige - maden blev indtaget i det rette tempo, og det var mega hyggeligt!
Så pludselig med et mistede julen alt sin magi.. et år var jeg ligefrem jule hader, kunne ikke fordrage den sukkersøde varme stemning... så blev jeg, ja som jeg er nu, ligeglad, og til tider deprimeret.
Jeg har undret mig en del over hvorfor det skete, først troede jeg det var pga jeg voksede op - men så oplevede jeg en gruppe voksne som var lige så glade, muntre og glade som børn. Man siger jo julen er den mest deprimerende tid for de ensomme, da det er i den højtid man bliver mindet mest om hvad man har, eller hvad man ikke har. - hvem ved.. måske er det derfor.
min egen teori er jeg har indset hvilken familie jeg har. Min bror som er psykisk syg, og nu kun er hjemme engang imellem, er et helvede. Mine bedsteforældre er døende, eller halvdøve og halvblinde. Min mor er deprimeret, og min far er bare irriterende, og ubetænksom over for de andres... "sygdomme" eller hvad man skal kalde det.
Midt i vores "kernefamilie" julefrokost blev jeg bare nød til at slippe for den der dårlige facade vi selv har skabt. Heldigvis havde min moster sin hund med, så jeg havde en undskyldning for at komme væk.
Jeg gik rundt i mit villa kvarter og kiggede ind af vinduerne... nogen steder kunne man se glade familie sidde og spise, nogle var nået til at danse om juletræet. Andre havde trukket gardinerne for, men man kunne stadig se de farvede lys igennem dem.
Imens jeg gik tur kørte der et par biler forbi.. jeg undrede mig over hvem der mon er ude at kører juleaften, kl 8. - hvem ved... måske er jeg ikke den eneste som bare havde brug for at komme væk i aften.