Hjælp
Jeg har gjort det igen
Jeg har været her så mange gange før
Gjort mig selv fortræd igen i dag
og den værste del
Der ikke nogen andre at bebrejde.


Alt inde i mig gør ondt… har ikke spist et ordentligt måltid mad i tre dage nu…
Og se mig nu… det gjorde ondt… kom til at spise, var nødt til det..
Det føles forkert.. kan ikke have den følelse at havde mad i maven. Kan ikke forstå hvorfor man overhovedet skal være tvunget af sin egen krop til at spise…
Vidste det jo udmærket godt.. men var tvunget til at tage et valg… enten det eller besvime..
Der er ikke nogen til at holde om mig, trøste mig og fortælle mig at alt bliver godt igen…
Det gør det ikke.. er på egen hånd de næste 3 måneder før at min soldat kommer hjem
Studiet skræmmer mig, og kan slet ikke overskue det.. min afspiller kører konstant om og om igen med de samme sørgelige sange.. håber på at jeg græde ud til dem, men i stedet graver jeg mig dybere og dybere ned i dem.. lytter til teksten, lytter til musikken, tømmer mit hoved og tager puden ind til maven. Rokker stille frem og tilbage… Sådan kan jeg sidde i timevis, alt imens verden udenfor fortsætter sin gang.

Der er ikke nogen som besøger mig, snakker til mig eller spørger til mig…
Føler mig egoistisk når jeg ikke lige tænker på alle omkring mig.. Mine studiekammerater forventer en sjov og udadvendt pige.. men det eneste de får er en simpel, planlagt facade..
Aner ikke hvem jeg skal snakke med.. alle er optaget af deres egne problemer.. de ser ikke at jeg prøver på at række en hånd frem..
Alle roser mig for mit flotte vægttab, men der er ikke nogen som ser at jeg gør skade på mig selv, at jeg sulter mig selv, og lyver om hvor jeg spiser…
Mine forældre inviterer mig tit op til mad.. men tanken om et overfyldt bord med masser af mad, skræmmer mig sindssygt meget… Noget inden i mig skriger på at jeg skal løbe min vej, og bare komme væk..

Når jeg ikke spiser føler jeg mig i live på en underlig måde.. Kan mærke min puls, mit åndedræt, kan mærke kulden, og kan mærke min krop ud til hver fingerspids, bliver i stand til at lukke ned for mine følelser.
Jeg har en hemmelighed som ingen andre har.. og den kan ingen tage fra mig, så længe jeg kan holde den i skjul bagved min planlagte perfekte facade.. Har spillet det her spil så længe, at jeg ikke aner hvem jeg ellers er, uden min hemmelighed…
Bliver ved at med at fortælle mig selv, at alt bliver bedre hvis jeg bare taber mig et kilo til..

Så mig i spejlet efter jeg havde spist… Stirrede ind i et koldt hvidt ansigt, og det skræmte mig så meget, at min mave snørede sig sammen og jeg fik en meget slem følelse af at jeg lige havde set et spøgelse i spejlet, at jeg med halvkvalt skrig flygtede ind på sofaen, tog min pude, og begravede hovedet i det…
Det var jo for helvede jo bare mit eget spejlbillede, hvor latterlig kan man være,,,, ?
Arghh, føler mig så dum, træffer jo hele tiden de forkerte valg, og kan ikke engang finde ud af at passe på min krop… Jeg er jo ikke undervægtig.. jeg er jo ikke som alle de andre syge latterlige afpillede skeletter. …
Er det her en egoistisk måde at føle sig ynkelig på? At sulte sig selv i tre dage og tro at man har en fucking spiseforstyrrelse.. ?

Jeg er 22 år, har tjek på mit eget liv, og elsker min familie højt…
Min kæreste er i Irak, og jeg har en alle tiders chance for at leve singlelivet ud, sammen med mine veninder.. holde nogle fede fester, og lytte til regnvejr inde i min seng.
Nyde min ungdom, og nyde et liv uden at skulle bekymre sig om sin kæreste..

Jeg er okay ….ik?