Og de siger, at vi holdt om hinanden. Og kyssede. Men jeg ved intet - og jeg forstår meget mindre. Det gør ondt indeni, intet svar på mine råb. Og jeg husker intet. Og jeg vil ikke huske. Og jeg vil huske.
Og ex-kæresten har fundet en ny. Det gør ondt ikke at være den, han holder om og sover tæt med mere. Det gør ondt at vide, at hans stemme fylder hendes ører, at hans øjne ser på hende. Det gør ondt at vide, at han ikke tænker på mig mere. Og hvem ved, måske er det netop mig, han tænker på... men det er på tide at slippe håbet, det har det været længe, men det er svært - det er så rart at have noget, bare noget, at klamre sig til, så man ikke falder. Men jeg er faldet. Og jeg vil helst begrave mig i min seng og aldrig stå op igen, men der er en verden, der venter derude - der er krav at leve op til, problemer at klare. Måske er det positivt... nu SKAL jeg videre, ikke flere håb at klamre mig til. Ingen grund til at drømme om mere - i al fald ikke om ham. Livet fortsætter. Og jeg vil sove.