Så er jeg her igen... Onsdag morgen og hele dagen ligger foran mig. Jeg har valgt, at det bliver en god dag med de forskellige gøremål, som jeg har sat mig for.
Det kan hænde at ønsket om en god dag ikke går i opfyldelse, men jeg har jo lov til at stå ud af sengen om morgenen med ønsket herom. I går blev dagen ikke, som jeg havde valgt - en god dag. Jeg blev angrebet af den følelse, som jeg kun kender alt for godt. Følelsen som har været en "tro" følgesvend næsten hver dag gennem det meste af mit liv. Nemlig følelsen af ikke at være god nok. Mindreværdskomplekserne fik overtaget og jeg havde bare så ondt af mig selv og var bare så ked af det.
Når jeg får det sådan, plejer jeg at lukke mig inde i mig selv, gruble og gruble og bruge en masse energi på det, som har udløst følelsen. Det er bestemt heller ikke rart for familien at opleve mor ked, sur og negativ.
Det gjorde jeg også denne gang - men tænkte - efter længere grubleri - fandme nej. Jeg prøvede at gå ind i mig selv - mærkede efter, hvad det var, der havde gjort mig så ked af det og hvad jeg kunne gøre for at få det bedre.
Jeg involverede min mand i min følelse, fortalte ham, hvordan jeg havde det. Jeg bad ham om hjælp. Han skulle bare være der. Lytte til mig og holde om mig, når jeg havde brug for det. Hjælpe mig med at blive tryg igen og atter få følelsen af at være noget værd.
Det tog sin tid at komme ovenpå igen - ja faktisk først her til morgen kan jeg igen mane mig op og sige "Bare kom an...". Jeg ved godt at den lave selvværdsfølelse vil dukke op igen - mange gange - men næste gang vil jeg igen prøve denne måde og håbe på et godt resultat.
Jeg har også lært af tilfældet, der udløste min følelse. Jeg fik herved en lektie, som jeg kan arbejde videre med -og det vil jeg absolut gøre.

Det var dejligt at betro mig til min dagbog. Det gav endnu en puf i den rigtige retning. Slut for i dag - dagen, som jeg er sikker på bliver god