kære dagbog.
Ja, så sidder jeg her igen. Havde ellers besluttet igår, at jeg ville holde en pause fra Ham, men tog ud til ham alligevel igår, dog lidt tung om hjertet. Men som så mange gange før, forsvinder alle mine bekymringer og knap så behagelige tanker, det øjeblik jeg træder ind af hans dør. Det er dejligt, men oz lidt af et problem, på den måde får vi aldrig snakket...
Tror vis bare at jeg skal ta mig gevaldigt sammen og få snakket ordenligt igennem med ham...
ØV, hvorfor skal livet være så svært, el retter hvorfor skal jeg gøre det så svært for mig selv? Hvorfor kan jeg ikke bare være mig selv og være ligeglad med, hvad andre tænker om mig? Hvorfor kan jeg ikke bare være en smilende og glad pige, der nyder livet? Hvorfor afskærer jeg mig selv for oplevelser? Hvorfor er jeg bange?
Tænker tit hvad mit "kald", hvad min mission her på jorden er... Få sådan som mit liv er nu, kan jeg ikke se hvad det skulle være.. øv!