Jeg spildte rødvin og tabte to glas. Og så var den aften ødelagt. Så hånligt grinende ansigter overalt (spøgelser?!) - og slog mig selv endnu hårdere.

Og hjemme igen - midt i natten - ønsker ikke at sove, fordi jeg er bange for at ønske, at jeg ikke vågner.

Jeg har søgt hjælp. Mod kvalmen, der er blevet kronisk. Nu kaster jeg op flere gange i døgnet. Senest for syv minutter siden. Og to gange i eftermiddags. Og jeg taber mig, men bliver (efter min egen ireelle mening) ikke tyndere. Måske bliver jeg heller ikke tyndere, har ikke nogen vægt - og det er også godt det samme.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så hård ved mig selv. Og jeg forstår ikke, hvorfor det hele braser.

Og jeg ved godt, at han ikke skal være min næste kæreste. Jo, jeg er tosset med ham - men nok mest ideen om ham - og ideen om, at han kan redde min verden. Men jeg skal nok til at indse, at det næste år bliver MIN kamp.

Der er et halvt års ventetid på behandling. Jeg er bange for, at det hele eskalerer lige nu, fordi jeg ved, at der er hjælp på vej, fordi jeg ved, at jeg ikke kan blive ved.

Jeg er bare træt og forvirret. Og egentlig er jeg ikke træt. Jeg ville ønske, jeg kunne sidde oppe hele natten og bare se på stjerner og stirre ud i luften og læse og skrive og ånde.
Men jeg skal op i morgen tidlig. Det ved jeg jo godt - og jeg er kujon nok til, at jeg aldrig kunne finde på at hoppe fra altanen... der er ellers fire etager ned.

Håber, at det hele ændrer sig til oktober, når jeg flytter. MIN helt egen lejlighed. Mit helt eget liv. Problemet er jo bare, at det her også er mit helt eget liv - og jeg magter ikke at leve det ordentligt.