Jeg har ventet på dem, men kunne ikke græde, så så en film til morgen, hvor alt endte godt og kunne ikke lade være med at tænke: "hvordan skal jeg nogensinde nå dertil at alt ender godt...?"

Jeg synes, det er uretfærdigt at jeg skal gennem alle disse smerter og jeg forstår ikke meningen med sådan et liv...?

Hvorfor kan nogle blive lykkelige, mens andre måske aldrig oplever det..? Jeg er da lykkelig på mange andre måder.. nogenlunde godt helbred, god familie, gode venner, godt og udfordrende arbejde. Skal jeg slå mig til tåls med det....? Er det sådan mit liv skal være...? Forlanger jeg for meget, hvis jeg også ønsker kæreste og børn..?

Jeg er træt af at være den søde, som man åbenbart kan tillade at behandle som skidt..!!! Jeg vil ud af den rolle. Jeg vil kunne sige fra før, være stærk og ikke finde mig i at blive trådt på og ydmyget gennem længere tid, før jeg kan tage mig sammen til at sige fra....!!!!

Jeg har ikke fortalt dette til nogle endnu. Det er min kamp og jeg bliver nødt til at udkæmpe den alene....