Ja imorgen skal Jytte, min svigerinde så begraves.
Jeg sidder her og forbereder mig mentalt på morgendagen og tænker de sidste dages begivenheder igennem.

Humøret er bestemt ikke højt herhjemme.
Alt for mange dødsfald og sygdom de sidste par år.
Holder det da aldrig op? Nej det gør det, ikke for det hører med til det at leve.
Livet går jo videre og hverdagen skal jo fungere. Og jeg går med.

Jeg er trist og så løber tankerne, helt af sig selv - undertiden løber de også løbsk.
Jeg ved godt, at folk lige nu har ferie og har travlt med andre ting, så det er en lidt stille tid på Pennen.

Især i min mailbrevkasse!
Hvor er alle sammen dog henne?
Til gengæld er der to YDERST aktive og det er utrolig meget værd for mig lige i denne periode. Tak S og R.

Men når postkassen er slunken, kommer jeg altid til at tænke-
"har jeg nu sagt et eller andet forkert? nej, jeg vil heller ikke lade være med at sige min mening, bare for at pennevennerne skal blive der osv. osv"
Det er en stor fejl jeg har, jeg ved det.
Der var en, der stoppede sin dagbog, af samme årsag. Det var fuldt forståeligt men lidt ærgerligt. Der er andre end mig, der har det sådan.
Ok- jeg stopper nok ikke helt med at skrive til dig, KæreDagbog.
Og nogle enkelte "rigtige venner" er langt mere værd end en hel flok "bekendte".

Men sådan er det nok med Pennen. Man starter og hu-hej hvor det bare går derudaf med nye kontakter, mails og debatter. Og nej,hvor vi gerne vil komme hinanden ved.
Men efterhåden finder det sit leje, hvor man skiller vennerne fra bekendte.

Ja, men "ord" er nogle underlige størrelser. De samme ord kan opfattes vidt forskellig af afsender og modtager. Især de skrevne ord.

Men lige nu orker, jeg ikke at forsøge at forklare, hvad jeg mener i debatterne lige nu, så jeg holder pause derfra i en periode.

Nå, det hjalp lidt på humøret at få skrevet det her.
Jeg vil koncentrere mig om det positive og skrive et par mails til "nogen"
Vi snakkes ved, KæreDagbog Vær sikker på det