ummff. Nervøs, ondt i maven og orker ikke en dag som igår en gang til. Hvordan kan hun være sådan?!

Min kærestes mor har kræft i livmoderen, hun fik det konstateret for tre år siden, og har fået det værre og værre, men er ikke i livsfare. Selvfølgelig har jeg enormt ondt af hende, hendes liv blev ødelagt, hun mistede jobbet, har ondt alle steder når hun skal sove, og har det generelt skidt. Men hvorfor er det at der starter en ond mekanisme i nogen når de bliver syge? Hvorfor behøver hun ødelægge andres liv fordi hendes eget er ødelagt?

Hendes søn, min kæreste, bliver snart atten. Han elsker hende og har meget ondt af hende, men de kan ikke sammen. Hun lader ham slet ikke være sig selv, det er som om hendes sygdom sidder i hjertet og gør ondt dér, så hun slet ikke ser hvad hun gør ved ham. Han har ikke haft en ven eller kæreste hjemme siden hun blev syg. Hun vil have ham selv - laver han aftaler, forpurrer hun dem hvis hun kan, og han skal, selvom han næsten er voksen, være hjemme hver aften kl.23, han må ikke sove hos nogen, óg hun kan ringe flere gange om dagen for at høre hvad man laver.

Han er godt nok på kostgymnasium, han har haft utroligt godt af at komme væk, så nu kan de lidt bedre sammen, men han er for kuet til at kunne gøre rigtigt oprør som han burde. Ikke at han skal afstøde hende, de har det jo godt sammen nogle gange og det skønt, men han skulle kunne sige "nu kommer min ven, og sådan er det." Han giver bare efter, for ellers kommer alt det pis med "du elsker mig ikke, har du slet ikke ondt af mig, forstår du ikke jeg bare elsker dig?". Tænk at man kan bruge ens egen søns kærlighed mod ham. !

Jeg skulle have været hjemme hos ham igår for første gang. Han var mega nervøs, for han havde jo ikke haft andre med hjemme før, delvist fordi han skammede sig over hende og delvist fordi det er umuligt at lave aftaler med hende. Aftalen var først at jeg skulle komme kl.1. Aftenen før skrev han så at hans mor ikke syntes jeg skulle spise med, så jeg måtte gå efter kaffen. Okay. Og jeg måtte forresten først komme halv tre for hans mor ville lige slappe af efter hundetræning(der er færdig kl.halv elleve). ok. 5minutter inden jeg skulle ud ad døren fandt hans mor så ud af at de sku' i bilka og ha' et træ.

Halv fire. På vej ud ad døren og hans mor fandt ikke varen i Bilka så de sku til Horsens. Og nej, min kæreste måtte ikke blive hjemme og have besøg f mig i stedet. Og de har åbenbart en special bil kun med plads til 2 personer. (stationcar. ?!). Okay, vi dropper det. Min kæreste sagde undskyld og alt det, og jeg vidste ikke om jeg var mest sur på ham fordi han ikke gik imod hende men lod hende styre hans liv, eller hende fordi hun ødelagde alt for os og ham, eller skuffet eller ked af det. Idag har vi så en aftale, men ved ikke om det bliver til noget. jeg håber ikke før jeg venter på bussen. Og jeg er SÅ nervøs for at møde hende. Hvordan ser en hjertesyg person ud? Ond? nej vel? Hun må jo også være sød. Selvfølgelig opfører hun sig høfligt og normalt forældreagtigt. Men hvad ellers?

Jeg er stædig, så jeg vil derud selvom min mor synes det er en dårlig idé. Hun synes hans mor lyder for sær til at hun bryder sig om det. Men hun forstår mig godt, og det betyder også meget for min kæreste. det er jo et sats for ham, og jeg håber sådan det går godt. Jeg ville bare ønske han kunne komme ud af det og hun kunne give slip, for hvem har lyst til at ydmyge sit barn?

Hun må være for langt ude til at se det. Hun må virkelig være syg. Og uanset hvor led hun er så har jeg virkelig ondt af hende... det er slemt at være fysisk syg. Men at være syg i hjertet er værst...