Jeg er så smadret. Var i byen i torsdags. Først til forfest hos en fra klassen og bagefter tog vi ned i byen. Blev af en eller anden grund ikke særlig fuld, men havde det virkelig underholdende alligevel.
Dansede en del mere end jeg plejer, og var for en gangs skyld fuldstændig ligeglad med, at jeg måske så dum ud. For jeg havde det sjovt :)
Men der var en del drama den aften. Først blev to af mine venner, som er kærester ret meget uvenner, hvilket de altid gør til fester, og jeg havnede ligesom midt i det.
De havde fået mig overtalt til at gå med dem hen til et andet diskotek, og hele vejen virkede hun bare møgsur. Da vi så kom derhen, var der alt for proppet med mennesker, og jeg sagde, at jeg ville gå tilbage. Så ville P. altså fyren, pludselig med mig tilbage for nu ville han bare i byen, mens L. ville hjem, for hun havde vist fået for meget at drikke. Og så endte det med at de rendte frem og tilbage mellem hinanden på strøget og diskuterede, hvad de skulle gøre.
Han ville, at hun skulle tage hans nøgler og gå hjem til ham og sove, men så blev hun sur og sagde, at hun lige så godt kunne blive hentet af sin mor. Og sådan fortsatte det i en uendelighed. De har virkelig et mærkeligt forhold.
Men mødte så en af P.'s venner og hans ven. To meget underholdende langhårede fyre, den ene med en guitar på ryggen. Dem snakkede jeg lidt med, mens de andre skændtes og så endte den ene af dem med at følge mig op til diskoteket, fordi jeg ikke havde lyst til at gå selv...Sødt gjort.
Men hvad er det med mine drengevenner og deres lyst til at sætte mig sammen med en af deres venner? det er ikke til at holde ud.
Først skete det nede på det andet diskotek, hvor en af P's venner kom forbi. Det var faktisk en utrolig deprimerende oplevelse! Han spurgte P, om han ikke havde nogle søde veninder, hvor P. så vælger at skubbe mig frem imod ham, så hårdt, at jeg næsten vælter ind i ham, og siger: "jo det her er Trine". Og vi gav hinanden hånden, han kiggede lidt, så hviskede han noget hurtigt til P og gik sin vej! Fedt. Følte mig slet ikke afvist, nej nej. Det værste var, at jeg jo ikke engang var interesseret i ham, så det var bare sådan en helt ufrivillig afvisning. deprimerende.
Senere skete det igen med en anden af mine venner. Vi havde stået og snakket rigtig godt, og jeg var så lige gået lidt væk, så vælger han at gribe ud efter mig og hive mig hen til ham, hvor han så begynder at brokke sig over, at jeg ikke har inviteret ham ud at danse, og så viser det sig, at han vil have, at jeg skal danse med hans ven, som står lige ved siden af ( og som jeg bare overhovedet ikke havde lyst til at danse med) Så prøver han at tage vores hænder og skubbe os ud på gulvet og jeg bliver så sur og siger højt, at jeg ikke gider danse med ham. Og så går jeg. Prøvede at finde en meget utiltrækkende pige, som jeg kunne skubbe hen til ham, bare for at få hævn, men kunne ikke finde nogen. Det må jeg vente med til en anden aften.
Men hvorfor føler fyrene, at de skal hjælpe mig med at finde en? Kan sagtens finde mine egne fyre, det behøver jeg ikke deres hjælp til.
Vi tog hjem ved 4-tiden, og droppede for en gangs skyld pizzaslicen, hvilket jeg var meget stolt over :)
Og så skulle vi til konfirmation næste dag...Havde jeg egentlig også tænkt mig at fortælle om nu, men har allerede skrevet så meget idag. Og orker heller ikke skrive mere. Så det må vente. Nu skal jeg igang med et eller andet...
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Kan godt finde mine fyre selv er publiceret
23/04-2005 15:08 af
wolf_eye.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.