Det har været nogle underlige dage. Har skrevet opgave i flere døgn, kulminerede fredag morgen kl. 8, hvor jeg kunne tage hjem efter 23 timers arbejde med en færdig opgave i tasken.

Havde aftalt, at vi skulle mødes i fredagsbaren senere. Og det var så rart at snakke med ham. Og jeg tænkte, at jeg for en gangs skyld havde fundet en, som kunne få mig til at slå mig ned og få børn og familie og hele pakkeløsningen. Og jeg tænkte, at jeg måtte tage et skridt og se, hvad der skete.

Og klokken blev to. Og mine venner ville hjem. Stod og snakkede med dem, da han kom hen og tog mig i hånden. Vi skulle danse. Og jeg var så glad, fordi jeg virkelig troede på det. Og så kom det. Det der øjeblik, hvor man ikke kan andet end at kysse hinanden. Jeg lukkede øjnene, men der var ikke et kys på vej. I stedet hviskede han til mig: "Jeg har en kæreste..."

Paf.

Tog hjem til en veninde og græd. Græd bare hele tiden. Forstår ikke, at jeg var så emotionel. Måske var det de mange døgn uden søvn, måske var det en drøm om fremtiden, der brast. Måske var det min egen selvfølelse, der led et knæk.

Han har en kæreste. Hvor var jeg dog dum at tro andet. Hvor var han dog tarvelig at give mig håb. Og hvorfor har han aldrig nævnt noget? Ja, jeg ved det jo godt. Han kan jo godt lide mig, det er jo det. Men jeg kan jo ikke rigtig bruge det til noget. Blottede mig selv - og nu er der ikke andet at gøre end at komme videre. Skal arbejde sammen med ham - det gør ondt indeni, har ikke lyst til at være hans ven. Har ikke lyst til at se ham igen. Har ikke lyst til at undskylde med, at jeg var fuld. For det var jeg ikke engang. Har ikke lyst til at undskylde... har for en gangs skyld lyst til at stå ved mig selv og mine handlinger. Jeg kan lide ham. Så enkelt er det vel. Han passede ind i min drøm om fremtiden. Nu er det så fortid i stedet.

Måske er det på tide at give slip på alle de drømme...