Jeg har ikke spist de sidste dage... Jeg har ikke sovet de sidste dage. Jeg er så træt. Ved ikke hvad der sker. Jeg er så rastløs. Der er egentligt ikke noget at være det over. –og så alligevel. Jeg bliver nød til at være smuk hver dag. Smuk som en engel, der langsomt svæver hen over den beskidte jord. Fordi han er i nærheden. Det er så svært. Ved virkeligt ikke hvad jeg skal gøre. Ville så gerne glemme det. Min hjerne skriger at jeg skal lade være, at jeg skal glemme og sørge for at jeg ikke bliver såret. Mit hjerte siger…? Ved ikke hvad mit hjerte siger.-lytter ikke. Tør ikke.
Hvad skal jeg være, du ved, når jeg engang bliver stor… Aner det ikke. Noget i finansverdenen nok. Håber jeg. Men hvad hvis alle mine drømme knuses og jeg ender, fattig, gammel og alene. Jeg vil så gerne imponere mine forældre. Vise dem at jeg er god. At jeg er klog. Vil så gerne vise mine venner. Vil så gerne blive noget stort. Noget de andre aldrig glemmer…. ”Stella, det var hende der opnående noget, det var hende med det beundringsværdige liv… Det var Stella.” Sådan må det gerne være…Om det bliver det er så noget andet. Det sker nok aldrig. Men man har vel altid drømmene. Drømmene om en engel…Om et gudeliv. Drømmen om noget stort.