Fik igen i går at mærke hvor meget han stadig har mig fanget.
Line skrev at han havde lavet et nyt indlæg der hed "På date".
At jeg ikke måtte komme helt op og køre over det, men at jeg skulle ringe lige så snart jeg kunne komme til det.
Undskyldte for space, men sagde at jeg lige blev nødt til at ringe.
Da Line tog telefonen sagde hun glad " "Går det godt med at møde hende?"
"JA!"
"Hvor er I henne?"
"LÆS NU DAGBOGEN HØJT!"

Hun begyndte at læse, og min hals snørrede sig sammen fra første sætning.
Lige intil hun nåede til " ..Jeg har inviterret hende på morgenmad klokken 10.."
Pyy ha.. Jimmi havde sagt at han skulle til MGP med sin datter Simone - og at de skulle starte med at spise morgenmad hos ham.
Line begyndte at grine. "Jeg skulle bare se om jeg kunne få dig til at reagere.."
Jo tak - det tror jeg vidst nok kan kaldes enm reaktion.

Det er jo egentlig dybt latterligt. For jeg har jo slet ikke lyst til at vide hvis (NÅR) han skal på date. Lige som jeg heller ikke havde lyst til at høre på hans vilde udskejelser i Helsingør. Men det er jeg nødt til, for det er en af de ting man har venner til...

Jeg bliver sur på mig selv, når han er den første jeg tænker på når jeg vågner om morgnen. Og den sidste jeg tænker på inden jeg falder i søvn!
FORSTÅ DET NU!
Måske har jeg forstået det. Men det betyder jo ikke at følelserne er væk af den grund.

Mange af mine veninder og venner siger opmundrende ting som: "Du møder snart en ny fyr. Du møder stort set en fyr hver uge!"

Ja, jeg møder jyske vinkeaber, biseksuelle røve, peter pedaler, fanger... Men det er sjællent jeg møder en´jeg gerne vil beholde. Og når jeg gør det - vil de ikke have mig.


Bare han skriver i nat...