Det er så tredje dag af min lille (ufrivillige) velfortjente ferie. I dag vågnede jeg tidligt og har fået sendt min mand og datter ud ad døren. Nu vil jeg sidde her ved computeren og hygge mig lidt. Derefter tager jeg mig måske en formiddagslur eller jeg begynder at sy lidt. Endnu ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg har lyst til.

Jeg kan tage det hele med ro. I går fik jeg talt med min læge, som er en dygtig og forstående og ikke mindst lyttende læge. Han er der virkeligt, når jeg har brug for ham. Jeg fik også ringet til min sagsbehandler på fagforeningen og var mange bekymringer lettet efter samtalen. Nu skal jeg bare finde mig selv igen og slappe af i fred og ro.

På en måde er intet så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg er atter blevet bekræftet i, at hullerne eller forhindringerne, der dukker op på livets vej, kan man ikke undgå. Jeg er mange gange faldet i et hul og med tårer og smerter møjsommeligt kommet op af det igen og for hver gang gået tilsølende videre med en endnu tungere byrde på mine skuldre. Da jeg røg i dette hersens hul, som også var fyldt med søl og råddenskab, formåede jeg at at få rystet det meste af hullets elendighed af mig og hurtigt komme op igen.

Jeg kan dog mærke, at noget af hullets søl stadig sidder på mig. I går fik jeg talt med A, min nabo/kollega og efter den samtale er det, som om brikkerne begynder at falde på plads. Jeg tror, at jeg har fundet ud af kollegaernes grund til at de behandlede mig så skidt. Det bunder grangiveligt i deres uvidenhed og det får mig til at føle skyld over, at jeg ikke tog til genmæle. Men kan et menneske, der er kørt psykisk ned af kollegaers lunefulde og ilde behandling gøre meget andet, end at kæmpe for sin egen overlevelse. Jeg var jo heller ikke klar over, hvad der var fat og hvordan det hele skulle tackles. Da jeg var midt i det, så jeg på det med usikre og angste øjne på deres handlinger. Det skal til enhver tid ikke retfærdiggøre dem. Det får mig blot til at føre tankerne videre til svigt. Hvor var mine ledere henne i dette her spil. Hvorfor kom min øverste leder - som var med til rundbordsamtalen og som var den hovedansvarlige for, at ALLE forstod, hvad fleksjob var - ikke og fulgte med i, hvordan det gik og hvad var grunden til, at ledelsen troede mere på mine kollegaer end på mig. Jeg sidder med så mange spørgsmål og ved at meget kunne have være reddet, hvis der var blevet taget hånd i hanke noget før. Nu er det ligegyldigt. Det er en postgang for sent og toget er kørt. Det er så nemt, når man ser hele perspektivet i bakspejlet.

Jeg må have alle disse tanker om hele denne ulykkelige situation ud af hovedet. At brikkerne er faldet på plads, viser at jeg fik en unfair behandling. Nu kan jeg tro på, at det ikke var mig, der var noget galt med og det er vel oprejsning nok. Nu må jeg i stedet tænke på mig selv og på at komme på dupperne igen, inden jeg skal i gang med at lægge planer for min fremtid. Jeg er nu den erfaring rigere, at jeg ved, hvad jeg skal gøre, hvad jeg skal være opmærksom på og hvordan jeg skal forholde mig.

PYHA.

Det tegner til at blive en fin dag. Solen stod tidligt op i dag og skinner ind ad vinduet, så det er en lyst.

Alle mine læsere må have en god dag.

Hyggehejsa fra Nellemor.