Nu er klokken 14 og lørdagen er for mit vedkommende ganske ung endnu. Jeg bevægede mit luksuslegeme ud af sengen klokken halvtolv og var end ikke kommet i tøjet, da det ringede på døren. Gæster – eller hvem kunne det være. Hvilken glæde og overraskelse - det var søn og svigerdatter fra Silkeborg og hvor var det dejligt at se dem igen. Vi har ikke snakket sammen, siden vi var til fødselsdag hos dem først på måneden. Jeg havde godt nok en gang imellem pippet lidt om, hvordan de mon havde det – men på den anden side – intet nyt er godt nyt. Nu er de kørt videre til en veninde, der er frisørelev, men kommer hjem og spiser sammen med Anne, mens gemalen og jeg tager til 50 års fødselsdag hos nabomanden.

Så er sneen snart væk igen. Det har været grimt at køre på arbejde de tre dage, hvor det var så sneglat, men med tungen lige i munden og moderat fart kom jeg derind og hjem igen med både mig selv og bilen i god behold. En morgen overhalede en bil mig med temmelig høj fart. Jeg tænkte - Ok makker. Jeg kommer og yder førstehjælp, når du er skredet af vejen og jeg når hen til dig. Han blev på vejen og var snart ude af syne.

Nogle af mine søskende har fået rejsefeber. I går fik jeg mail fra en bror, der er taget til Norge – antageligt for at stå på ski og på onsdag flyver en anden bror med kone og tre børn til Nordvietnam på en tre ugers ferie ophold med blandt andet vandretur i bjergene og mange andre eksotiske udflugtsmål. Jeg har naturligvis bestilt et stykke silke hos min svigerinde – bare et lille stykke til en top. Jeg glæder mig til at se, hvad hun kommer hjem med til mig. Hun ved præcis, hvilke farver hun skal gå efter. I morgen vil vi ud og ønske dem en god rejse. I forbindelse med deres rejse kan jeg dog ikke lade være med at tænke på fugleinfluenzaen, som de har derovre i Asien og også i Vietnam. Der er dog ingen restriktioner mod at rejse dertil. Folk skal blot undgår at komme i berøring med levende fjerkræ på markeder og lignende steder.

Jeg bliver herhjemme i marsken. Her har jeg det godt og helt ærligt – jeg er ikke sikker på at det er mig, at rejse under fremmede himmelstrøg. Jeg føler ikke rigtigt den udlængsel – måske fordi jeg ikke har rejst så meget – eller fordi jeg er mageligt anlagt og mest trygt ved min hjemmebase.
Mit længste rejsemål var til Ex Jugoslavien. Det var en studierejse fra plejehjemsassistentskolen i 1985. Vi kørte med non-stop bus derned til en lille halvø på Istra ud til Adriaterhavet. Kanonoplevelse at opholde os der og samtidig få et lille indblik i det sociale liv på stedet. Vi besøgte et børnehjem, et plejehjem, et hospital og et kurbad. Socialpolitikken på dette sted på det tidspunkt haltede langt efter den danske og gør det vel stadig.
I parentes skal nævnes at jeg var glad, da jeg efter turen derned igen trådte ind i min egen bolig hjemme i lille Danmark. Vi har så mange skønne pletter herhjemme, som jeg gerne vil se og besøge, inden jeg begiver mig ud i verden. Kald mig bare gammeldags, men sådan er vi jo så forskellige og Gud ske tak og lov for det.

Glad lørdag til alle mine kære læsere.

Hyggehejsa fra hjemmefødningen Nellemor.