Så er den jul overstået - og hvor er det godt der er et helt år til den kommer igen!

Hvorfor kan julen aldrig være normal? Jeg mener, vi ved jo alle sammen hvad det er der skal foregå, alligevel ender det hele altid med at fucke up i vores familie.

Og i år var ingen undtagelse...

Min senile demens farmor skulle nemlig joine os, selvom jeg havde forsøgt stor protest imod det. Hun fatter jo ikke hvad det hele går ud på alligevel - og kan ikke huske noget. Fx tror hun stadig jeg bor hjemme. Det er 6 år siden jeg flyttede. Hun ved ikke hvad årstal vi er i - og smider ting væk - som hun bagefter beskylder andre for at have stjålet.

Hun har været forbi mine forældre hver dag hele ugen op til jul, for at aflevere penge til julegaver. Penge der allerede er blevet modtaget, men det glemmer hun jo!
D.23 dukkede hun og i fin kjole, fordi hun troede det var juleaften. Da hun fik at vide at der altså liiige var en dag mere, nikkede hun sammetykkende og sagde at hun ville komme omkring klokken 18.

Da min far og jeg hentede hende klokken 17 på plejehjemmet i går - var hun på vej ned for at spise der - og anede ikke at det var juleaften. CHRIST!

Alt gik faktisk fint under maden. Min mor fik tåre i øjnenen, da min farmor med nostalgi i stemmen sagde: "Det her er lige som de i gode gamle dage.."
(Hvor vi alle var samlet - hendes mand og datter ikke var døde af kræft og havde efterladt hende sorgfuld og glemsom)

Men da vi kom til gaverne. ÅH NO!
Jeg havde gjort meget ud af mine gaver. Rigtig meget!

Hver gang der kom en gave på bordet, tog min farmor sin pung op, og gav penge til vedkomne, som tak. HVER GANG!
Hvis vi ikke ville modtage, blev hun gal.
Tilsidst lå der over 2000 kroner på bordet, og alle havde travlt med at sende hinanden sigende blikke. Ingen lagde mærke til de gaver de pakkede op, eller hvem de var fra. Den trykkede stemning voksede bare - sammen med de anstrengte ansigtsudtryk.

Vi blev nødt til at kapre hendes taske, og ligge alle pengene tilbage i hendes pung da det hele var overstået. Og da vi tømte tasken fandt vi: 3 par briller, 2 sakse (??), en fjernbetjening (???!) en tom pung, og en masse gavepapir hun havde puttet ned i, mens vi andre pakkede op!
Den er hel gal...!

Camilla og jeg var skuffede over dette års høst. Ikke fordi gaverne betyder en skid, men det betyder noget at der blevet tænkt over det. Det gør ondt på os begge, når beviset på hvor lidt vores forældre kender os ikke er til at skjule.
Det er små ubetydelige ting, som et par sorte tennis sokker. Ingen af os kunne nogensinde finde på at iføre os dem. Men nu har vi en hel stak.

Vi fik ikke rigtig nogle gaver. Og for første gang nogensinde, opdagede vi vores forældre udveksle "Ups" blikke - da hver eneste gave var fra os til dem.
Som sagt er det ikke gaverne der er vigtige. Det var dejligt at gøre dem glade, men.... alligevel.
Tennissokker?! Come on! Godt jeg snart har fødselsdag!

Som altid endte jeg ud som frøken lonely efter gaverace.
Camilla hyggede med Mikkel (FEDT, med lykkelige forelskede stabilt forhold tværet i fjæset på den 4 år ældre søster!)
Farmor røg tilbage på plejehjemmet (Hej hej - og tak for pengene, du har med hjem igen, uden at vide det)
Mor og mormor snakkede(uafbrudt) i køkkent - om folk ingen andre end de selv ved hvem er - og min far satte sig til at se alle sine nye jagt dvd´er.
Rigtig hyggeligt...
Så lader vi Rikke sidde og knække nødder, og fylde sig med chokolade.

Jeg røg en joint - og havde lyst til at
gå i seng.
Meeen, jeg havde jo ligesom en bytur jeg selv havde arrangeret.
Men at tage hele vejen fra landet til byen, halvskæv og med ondt i hjertet, var ikke lige på toppen af "What to do" listen.
Ringede til Benjamin, der heller ikke var den ultimative party starter.Men sagde at han godt kunne trækkes op, hvis jeg kom i stemning.
Hm.. Det var så den aften. Lige intil Mikkel siger at han da gerne vil køre mig ind til byen.

Du har nu følgende valgmuligheder;

1) Gå i seng, og være ked
2) Blive KØRT ind til byen, og forsøge at redde aftenen...

Jeg tror vi snupper nr.2.....