Jeg er forvirret, og føler mig meget tom.

Jeg ringede til Thomas i går aftes, og han tog ikke telefonen. Straks blev jeg bange for at der var sket ham noget (Traume fra fundet af Abelone, når folk ikke tager deres telefon!)

Jeg skrev om han ikke lige ville skrive, så jeg vidste han var okay.
Han skrev kort efter, og det irriterede mig at det betød han med vilje ikke have taget sin telefon, da jeg ringede. Men det gjorde det hele lettere.Han spurgte om han skulle komme her hjem senere, og se 4000. Jeg svarede at han gerne måtte komme, men der var noget jeg skulle sige. Og at han hellere måtte tage mine ting med.
(Så er han ligesom forberedt!)

Da han senere kom, var alt vildt akavat. Jeg syntes faktisk selv jeg var god til at få sagt alt stille og roligt. Problemet var lidt af det åbenbart ikke fes ind! Han begyndte at snakke om at vi måske skulle lade være med at ses så tit (Hallo, det er slut) - og så tog han fandme hul på skænderiet fra i lørdags igen!
Træt sagde jeg at jeg ikke gad snakke mere om gamle skænderiet, for det var lige gyldigt nu...

Jeg tror ikke han forstod at jeg havde gjort det forbi. Han sad der bare. Gloede tv, og kyssede min kind. Så spurgte han om han måttte blive og sove(?)... og jeg sagde ja (??????)Fuldstændigt åndsvagt! Men da han spurgte om han måtte blive, kunne jeg pludselig ikke holde tanken ud om at han gik ud af den dør og aldrig kom tilbage.


Kunne ikke sove, fordi jeg netop havde hjulpet til at komplicere det hele endnu mere. Da klokken blev 3, og jeg stadig havde en knude i brystet - vækkede jeg ham, og sagde han blev nødt til at gå.
Det gjorde han... Han spurgte ikke om noget. Han tog bare sit tøj på og gik.
Bagefter faldt jeg i søvn. Dejligt lettet.

Men i dag ringede han; "Hej skat. Vil du stadig låne min stige?"
(??????)

Det er altså endnu mere svært, hvis han ikke forstår at vi ikke kan mere...
Han vil ikke give slip, og det gør alt endnu sværre.

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre nu. Er man single, når man har slået op med en´der ikke forstår det?!