Når man er single er det vennerne og familien der fylder mest i ens liv. Når man er flyttet sammen med sin kæreste, er det ham.
Det er ham jeg forventer bakker mig op. Et forhold hvor jeg forventer at man tager hensyn til hinanden og som handler om at man ikke bare trumfer sin mening igennem, men hvor man uden de store argumenter skiftes til at sætte den andens behov foran sine egne, også selv om det engang imellem kræver et større offer fra ens egen side.

Det er de mest latterlige ting der af og til fører til problemer. Pointen i går var at jeg følte mig kørt over og til side sat i en situation der krævede en god stemning, som jeg ikke ville ødelægge ved at begynde på en større argumentation i situationen. Ikke over noget der egentlig var så ligegyldigt. Hvad der bare ikke var så ligegyldigt var måden jeg følte mig kørt over på. Men han var nærmere sig selv.
Da vi talte om det bagefter, blev det ikke meget bedre. Essensen var at han da gerne ville lytte til mig - bare ikke når han var af en anden mening som betød meget for ham. Tilsyneladende betyder det meget for ham at risikere at kede sig i en halv time. Jeg har ellers kedet mig mange halve timer for det der er vigtigt for ham. Ellers skulle jeg argumentere for hvorfor. Men nogle situationer er bare forkerte at argumentere i. Nogle ting lyder bare for dumme at argumentere over. Nogle gange skal man bare have lidt fingerspids fornemmelse.

Nogle gange på din måde, nogle gange på min - og uden at det skal være en kamp for det.

Jeg hader den person han bliver når der er en eller anden form for spil involveret. All for the win. All for the show off. Hvis der er vinder/taber - vundet/tabt - succes/fiasko - så skal han ikke være taber på nogen måde.
Jeg kan ikke engang klare at se på ham spille rundbold.

Og således gør det ondt engang imellem. Fordi han jo har så mange vidunderlige sider jeg elsker. Fordi jeg gerne vil føle mig elsket tilbage.