Først så jeg ikke rigtigt hvad det var der lå og flød der på gulvet i værkstedet da jeg gik forbi.
Så bare ud af øjenkrogen at der lå noget på gulvet, men det var ikke noget metal eller andet som har med svejsning, skærebrænding el.l. at gøre, så meget registrerede jeg da.
Jeg standsede og så efter og troede ikke mine øjne, for det lignede en slange på kroppen, men hovedet gjorde ikke...
Jeg gik hen og prikkede Stuart på skulderen, en af instruktørerne på skolen og pegede hen på krybet.
Åh nej, en slange sagde han med en opgivende stemme.
Vi gik hen til den og han så nærmere på den, nej vent det er bare en skink, sagde han og tog den lige bag hovedet og den snoede hjælpeløst kroppen op om hans håndled, mens han hjalp den udenfor.
Jeg har altid troet at jeg ville løbe alt hvad jeg kunne hvis jeg kom i nærheden af en slange. Det må have været mit instinkt som sagde mig at dette ikke var noget farligt, for jeg blev slet ikke bange, måske fordi den faktisk havde et sødt hovede, som et firben, eller også fordi jeg ikke var alene.
Det er nu på denne årstid slanger og andet kravl vågner af deres dvale og kommer ud i varmen. I aviserne advares der om at man skal passe på og endelig ikke selv håndtere slanger. Der er professionelle man skal ringe til hvis man får besøg af en slange i baghaven...eller uh skræk inden døre, hvad der dog er sjældent.
Så tror jeg altså ikke jeg tager det så roligt som jeg gjorde i dag. Så hellere en fredelig Huntsman en gang i mellem.