Tænk, jeg fik strømafbrydelse lige, da jeg var færdig med min dagbog, så nu må jeg prøve at rekonstruere, så godt jeg kan. Jeg holder meget af folkeskolen og bliver ked af det, når der er så mange der hakker på den.Det er ikke ret tit at den almindelige, gode lærer deltager i debatten. De har alt for travlt, og der er mange hensyn at tage. Alle ved jo, hvilke børn man har, og man har tavshedspligt om det meste. Så de trækker bare på skuldrene og arbejder videre. Skolen er så mangesidet, og der er ikke to dage eller bare to timer, der er ens. Skoler er hver på deres måde, lærere og børn er forskellige, og der er ikke to klasser eller to lærere,
der arbejder ens. Engang havde jeg en journalist fra en lokalavis med mig en hel dag, for at hun kunne følge en lærers arbejde. Jeg siger jer, hun var træt, da vi faldt ned ved en kop kaffe klokken 12, og så blev jeg kaldt ud til to fra min klasse der var oppe at slås.
Man skal forholde sig til utroligt mange mennesker, når man arbejder på en skole. Elever, lærere, forældre. Det bliver forbløffende mange personer, hvis liv man er involveret i. Har man bare 5 forskellige klasser, er det over 100 elever på en uge. Dertil kommer så forældre og lærerteam, hvor man skal tilpasse sin arbejdsform, sine idealer og sine holdninger og helst komme frem til noget brugeligt. Og så er der alle de løse ender. Lejerskole, udflugter årsplaner, forældremøder, eksaminer og jeg kunne blive ved. Men det er alligevel dejligt. Når jeg gik hjem, gik jeg altid ud gennem en bestemt gang, hvor der næsten altid var elever. Jeg gjorde det bare for at møde lidt flere børn, inden jeg gik. De er så livsbekræftende alle sammen.