Du er alene i huset men. Du lukker døren til køleskabet og. Du bliver forstyrret af en lyd fordi. Du synker resten af juicen samt. Du sitrer indvendigt på trods. Dine tanker roder rundt som mikroskopiske glassplinter i dit system. Hver gang du næsten har færdiggjort en sætning og føler dig ovenpå så. Der findes ikke tal på de mange undskyldninger, du har for ikke at skrive og der findes ikke tal på de mange gange, du har tænkt, at du drømmer om at skrive. Det er så svært for dig at finde begyndelsen på det hele, få taget fat det rigtige sted først. Samle dig, skabe overblik. Der er for stille. Du tænder for radioen og hører et program på P1 alt imens du støvsuger, ordner køkkenvasken, ryster måtten og tænker på alt det, du ikke er. Indvendigt opsluges du af sorg og alting bliver kvalmt og kvælende. Du sluger sorgen, som sætter sig i halsen og du forestiller dig hvordan den senere surrer sig fast et sted i mellemgulvet. I morgen skriver du om noget. Du skal bare lige have ryddet skrivebordet op, men det kan ikke betale sig nu. Sofaen er for tæt på og du venter.