ER (nærmest som i de foregående uger) inde i sådan en periode af mit liv, hvor jeg ikke ved hvilken vej jeg skal dreje mig. På mange måder helt fortabt for omverdenen...
Og alligevel ønsker jeg ikke, at det skulle være spor anderledes. Jeg kan mærke hver dag at jeg bliver 'klogere', eller rettere at jeg når længere, og selv om jeg måske ikke direkte nyder min tilstand, så beklager jeg mig heller ikke...

I lørdags blev Helene døbt, det var en virkelig hyggelig fest. Vi var ikke så mange, men tilgengæld havde vi så også inviteret mennesker, som vi virkelig gerne ville se, ikke noget med pligt-invitationer, det gjorde dengang med Lucas, og vi blev 50, hvilket medførte, at jeg var total stresset, og slet kunne ikke nyde feten, det er det bare ikke værd!
Nu må jeg hellere få Lucas op i børnehaven, inden det bliver for sent...

________________________________
13. januar 2009 kl. 23:07

Er sprunget let og elegant hen over hvad der egentlig udspillede sig af indre kaos og komediespil til den barnedåb:
Efter at have været i amatørscenen onsdagen inden barnedåben, havde Bo, som han plejede været med hjemme hos Daniel og mig. De to havde siddet og snakket, mens jeg havde skrevet på fyldepennen. Daniel rejser sig for at
??? (kan jeg ikke huske), og Bo spørger hvad jeg så sidder og laver. En uge inden havde jeg sendt et digt herind, der handlede om mig og Bo, ikke direkte, men det handlede altså om en kvinde, der er faldet for sin mands bedste ven, men ikke vil indrømme det. Det hele byggede på en samtale mellem Bo og mig, vi havde været uenige om noget med egoisme, hvornår man handler egoistisk... Jeg havde et argument i digtet, om hvis nu det skete at jeg faldt for ham, ikke at han skulle se digtet, og ikke at jeg havde omtalt nogen diskussion i digtet.
Pludselig var jeg ikke så ivrig efter at få Bo ind og kigge på det hele, for andre ville bare se det som et digt, et tankespind, men Bo ville genkende emnet, og gætte at der nok lå mere i det. Det havde jeg slet ikke tænkt mig han skulle vide nogensinde, og sprang derfor let henover det, da jeg svarede at det bare var et sted jeg skrev. Tralala...
Men det lod han sig ikke nøje med, og gik hen for at se adressen. PIS!!
Næste gang jeg så ham var foran kirken til Helenes barnedåb, jeg havde gennem Daniel fået at vide at han havde været inde og læse nogle af mine tekster. Jeg sagde "hej" og gav ham et meget bevidst overfladisk-jeg-har-ikke-tid-og-behøver-ikke-snakke-med-dig-nu-kram. Så godt det blik i hans øjne, undersøgende. Vidste med det samme, at jeg ikke var så heldig, at han ikke lige havde set det digt. DOBBELT-PIS!
Snakkede som et vandfald om alt muligt andet, under samtale med ham ved festen, og var lykkelig når jeg kunne vende opmærksomheden mod andre. Men han var jo fadder, og sad derfor i hovedenden af bordet, og meget tæt på mig!!
Jeg 'fangede' ham flere gange i at kigge undrende på mig, men ignorerede det, og forberedte mig til det uundgåelige øjeblik hvor han ville konfrontere mig med det digt.
Han kom da langsomt ind på, at han havde læst mine tekster derinde, og jeg skyndte mig at henlede opmærksomheden på et af mine andre digte, som jeg var lidt stolt af. Han sagde at der specielt var ét han havde lagt mærke til.
(Tænk, virkelig)
Men han kunne ikke huske hvad det hed, og sagde i øvrigt ikke hvad det handlede om, og jeg var smart nok til ikke at spørge. Men, da han havde mig under fire øjne kom han pludselig i tanker om digtets navn alligevel. Jeg holdt masken, sagde at jeg efter vores samtale om egoisme var kommet i tanker om et godt argument, og skrev det som et digt da selve emnet i argumentet jo kunne være godt dystert digt-stof... Den købte han vist ikke helt.
Han så undrende på mig og sagde: "Så det er i princippet bare et digt over vores samtale?"
"Neeej ikke rigtigt, for jeg kom jo ikke med det argument jeg kom først på det efter du var gået. Det var bare inspireret af samtalen"
Ja klart! Ved ikke om han købte den, men kom ikke mere ind på det...

Og ekstra tilføjelse 6 januar 2010 kl 00:22
(Skrevet mest af alt fordi jeg tændte computeren for at genlåne bøger før udlånsperioden udløb ved midnatstid - og så lige blev drevet af at læse lidt tilbage...)
Min tekst "Tilgiv mig" er desuden skrevet til denne begivenhed. Lidt i håbet om at han også ville falde over den herinde, og endnu engang forstå, uden at vide om han forstod eller om der var noget at forstå...
Og jeg kunne ikke gå til bekendelse i det åbne, som sagerne stod, for der var stadig for meget på spil, både for ham og for mig - Daniel var jo trods alt hans bedste ven, og jeg risikerede, at han følte det sammen, men ville bakke væk før det gik galt for at beskytte venskabet, hvis han vidste noget. Eller at han ikke følte det samme og måtte afvise mig, og derudover måske gå til Daniel. Der var kun en meget lille sandsynlighed for, at han på daværende tidspunkt ville gengælde mine følelser OG gøre noget ved det - og det var jeg slet ikke sikker på, at jeg var klar til eller ville overhovedet - endnu.
Så alt det jeg brændte efter at fortælle ham, og alligevel hverken turde eller ville fortælle ham, prøvede jeg alligevel at få frem i det skjulte, både her på fyldepennen (i håb om at han stadig læste mine tekster herinde), men også i ting jeg sagde som han kunne tage til sig overfladisk eller måske (hvilket jeg håbede) forstå dybden af, og så sidst ved at holde hans øjenkontakt, og generelt bare gøre det ekstra jeg kunne uden, at det var for tydeligt. Jeg forsøgte mig sågar med tankeoverførsel, når vi var alene, men også selvom vi slet ikke var sammen... Ved ikke om det virkede - tankeoverførslen altså. Men noget må have virket, for han begyndte da oså oftere at tage kontakt til mig, og komme på besøg også når Daniel ikke var hjemme.