Jeg startede denne dagbog i morges med en klar intention om at skrive om de seneste uger.
Skelettet var klart i mit hoved, de første sætninger flød ubesværet fra hjernebark via tastatur til software, og så besluttede mit hoved pludselig at engagere sig anderswo.
Puf.
Pist væk.
Borte.
Borte.
Forsvundet var alle mine tanker om bladene på den plante, der klynger sig til bygningen overfor, og som de seneste dage har skiftet farve fra grøn til rød og brun, og mine tanker om, hvorvidt der er tale om efeu, og min tågede formodning om, at efeu er stedsegrønne, og mine betragtninger om, hvor mange mennesker der spontant kender ordet "stedse" og ved, hvad det betyder.
Jeg siger ikke, at det ville have været spændende læsning.
Men for mig var det en sekvens af helt skarpe billeder og et minde om en kirkesalme og en korleder, der også var min matematiklærer i folkeskolen, og som gik op i, at vi skulle forstå, hvad vi sang, og derfor helt sikkert har forklaret os betydningen af "stedse" og andre ord som dét.
Der var en fuldstændig tydelig tankerække, en begyndelse, midte og slutning.
Men mit hoved ville det anderledes.
En eller anden perifær tanke tumlede ind fra højre og satte sig så eftertrykkeligt på min magre beholdning af fokus, at alt andet trådte i baggrunden, og når først udskridningen er begyndt...
Han er skyld i meget, min korleder/matematiklærer.
Udover det med "stedse".
Fx at jeg ikke kan høre navnet Grundtvig uden automatisk også at tænke: Nikolaj Frederik Severin.
Fx at jeg kan dirigere til husbehov.
Og det er bare de ting, jeg er bevidst om.
Men hvad med ting som, at jeg i dag efter at have drysset rundt i Politikens Boghandel i en times tid ender med at købe en bog med titlen 'Is Maths Real?'
ER DET OGSÅ DIG, HENNING??
Egentlig var jeg på vej i retning af at skrive om, at jeg er ramt af et skønt sammenfald af tilfældigheder. Efteråret tjekker ind med regn og rusk og fede farver netop som jeg afslutter en konsulentopgave, der de seneste 6 måneder har lagt beslag på stort set alle mine vågne timer, så nu kan jeg nyde det fuldt ud med te på café, bøger, gåture i skoven, fløjlsbukser og uldne sweatre, og tærter og simremad. Det er så fedt, at alle tanker om, hvor den næste løn skal komme fra, er sat i karantæne ude på et teoretisk sidespor, jeg ikke behøver at forholde mig til på den her side af årsskiftet.
I dag er jeg lykkelig.