Jeg tænker tit på mine store 10. klasses elever. Det var en ren svir, at få lov at være så tæt på så mange forskellige unge mennesker. Midt i arbejdet med skrivning, læsning, litteratur og samtaler om alt mellem himmel og jord, prøvede vi at snakke om det livsmod, som er så nødvendigt, hvis man skal videre med sit liv. Jeg fandt en sætning, som efterhånden står mange steder: Hvis du tror, du kan, så kan du, og hvis du ikke tror, du kan, så kan du heller ikke. Vi snakkede meget om, hvad det egentlig betyder for os, at vi tror på det, vi laver. Og at vi får opmuntring og anerkendelse fra andre. Bare man får en lille opmuntring, et venligt ord, et brev eller et smil,så får man det straks vældig godt.Eller i hvert fald meget bedre. Jeg har prøvet at sidde i et s-tog og lade en masse varme, gode vibrationer strømme ud i rummet. Man kan efter et øjeblik se, at medpassagererne begynder at reagere. De mest følsomme rører først på sig. De ser forundrede ud, vender og drejer sig, rettet sig lidt op. Hvis man har en god dag, så smiler de.Prøv det selv, det er meget virkningsfuldt. Man skal sørge for at smile og tænke på noget rart, mens man gør det.Det var det samme med de store og små børn i skolen. Når man rettede sin opmærksomhed mod dem, virkelig interesserede sig for dem, som den person de nu var, så kunne de blomstre op og folde sig ud. Selvfølgelig mest, hvis de var en af de mange, der savnede, at der var nogen der "så" dem. Man vil gerne ses af nogen. Opdages. Det er vist derfor, at alle unge er så vilde med at komme i fjernsynet, for så tror de, at de får den opmærksomhed, de savner. Her kan alle jo se dem. Men det varer jo som regel sørgeligt kort. Det man giver sin opmærksomhed vokser. Så man må huske at fokusere på noget, der er godt, og som fortjener det.