Kære dagbog.

Her sidder jeg, og skriver i dig for første gang - og forhåbentlig ikke den sidste, for din rolle bliver at være en ventil for mig; et sted, hvor jeg kan lukke op for min finurlige hjernes mystiske skævheder. Lad os begynde med det, som har floreret rundt i mine tanker i dag; et lille tilbageblik 9 år tilbage, hvor jeg blot var 11 år gammel, og lad mig skrive på en lidt spøjs, uvant facon; 3 person.



Vi begynder her:
"Den 11-årige pige med sit lange blonde hår er på vej i seng, hun børster tænder sammen med sin mor, pjatter lidt med hende og siger så godnat, som om alt er helt normalt og som om, at hun trives. Men virkeligheden vil lige om lidt vise sig at være anerledes. Hun går i seng, og stirrer i ca. 30 minutter ud i luften, imens mørke tanker funderer rundt i hovedet på hende.
Pludselig trækker hun benene op under sig, og ligger vel egentlig i fosterstilling. Hun siger ikke en lyd, men hendes lille krop giver rutinemæssigt et lille ryk. Man skal tæt på hende, før man kan se, at hun faktisk ligger der og græder. Hun græder meget. Der er kun én, der ved, hvorfor hun ligger der og græder; og det er mig.

Hun føler sig utilstrækkelig, som om at hun ikke er god nok til denne virkelighed. Hendes far havde et par uger forinden smidt hende ud, fordi hun ytrede, at hun gerne ville bo hos sin mor; hvilket tilsynesladende skulle vise sig at blive hendes triste skæbne, for det medførte en årrække af tavshed, smerte og tomhed - men det kommer vi nok tilbage til. Sagen er altså den, at den 11-årige blonde pige græder; meget og længe. Hun føler, at hun har ødelagt familien. Faren ville ikke tale med hende, og hendes tvillingesøster ville ikke tale med deres mor, fordi pigen havde sagt, at hun ville bo hos moren. Der var ingen voksne mennesker, der havde spurgt pigen, hvordan hun havde det med det svigt, hun jo egentlig var blevet udsat for; derfor troede hun, at det var normalt, at man gjorde sådan, som hendes far havde gjort det. Og hun troede tilmed også, at det var hendes egen skyld, at han havde handlet, som han nu engang havde gjort.

Alt dette er blandt andet nogle af de tanker, der kører gennem pigens hoved netop nu, hvor hun ligger der i sengen helt sammenkrøllet og græder. Hun er snart så udmattet, at hun falder i søvn; jeg kender nemlig proceduren. Hun falder i søvn ved 3-4 tiden, og står op kl. 6, smiler, og lader som om, at intet er hændt.

Og her har jeg igen ret, for det sker også denne nat. Kl. 6 ringer hendes vækkeur på telefonen, og hun går i det sædvanlige morgenbad, som kan være med til at kvikke de lidt hævede øjne op. Bagefter tager hun morgenmad, taler med sine søskende og sin mor, for til sidste at tage i skole. Samme procedure hver morgen.

Busturen er befriende for hende, for der er der da ingen, der stiller krav til hende - eller som forventer, at hun skal være glad og overskudsagtig; for det er hun ellers vant til - at hun skal være perfekt, glad og fyldt med overskud. Den rolle spiller hun til perfektion, for der er ingen, der spørger ind til problemerne med hendes var; det har de aldrig gjort. Derfor er hun også overbevist om, at det eneste hun så kan gøre, for at komme igennem de lange dage, der er fyldt med andres forventninger, er ved at sætte sin solide facade op. Hun føler faktisk, at det er hendes eneste mulighed, for hvis hun viser sårbarhed, vil ingen længere anerkende hende.

Når hun kommer hjem fra skole, vil hun lukke døren på sit værelse, tage facaden af og sidde i en mærkelig form for tomhed; som om hun er fuldstændig paralyseret. Her sidder hun og bander over, hvor uperfekt hun er, fordi hun er en dårlig datter, og fordi hun har nogle forkerte følelser. Hun sidder længe, men hun ved faktisk slet ikke, hvor længe. Hun hører en bildør smække, og så ved hun, at det er tid til at sætte sin facade op igen, for det er garanteret hendes mor, der kommer hjem.
Og hvis der er en, der forventer, at hun gemmer sine følelser væk, så er det hendes mor; for hvis man er ked af det, kan man ikke være perfekt. Det er den fornemmelse der er i hjemmet omkring følelser, som kan fremstå negative; de skal gemmes væk, og det bliver de også.

Tit kan pigen ikke forstå, hvorfor er ikke er nogle, der spørger hende, om hun er okay, efter alt det der er sket med hendes far. Men der er tilsyneladende ingen, der er interesseret i det eller hende, og derfor bliver hun langsom overbevist om, at hun har gjort noget forkert... "

Lad os stoppe den der.

Det er vel sikkert tydeligt, at denne pige er mig. Og det gør så frygtelig ondt inden at tænkte tilbage på den lille, skrøbelige pige, som har oplevet omsorgssvigt fra alle de voksne, der var omkring hende; hendes far, hendes mor, bedsteforældre, onkler, tanter, skolelærere osv. Ingen af dem tog sig af hende, da hun oplevet et massivt omsorgssvigt fra sin far - og det fyldte hende med ekstremt lavt selvværd, og det fik hende til at udvikle en spiseforstyrrelse, så hun kunne kontrollere alle de forbudte følelser, hun havde inde i sig.

Det gør så ondt at tænke tilbage på; specielt det faktum, at jeg havde så massiv en facade på - og at det faktisk var det eneste valg, jeg havde -> at gemme mig væk fra virkeligheden.

Av mit hjerte...

Det er vist nok for i dag... Kh. Mig