hej dagbog, jeg har rodet lidt rundet i mit digt arkiv. Jeg fandt en der var ok, især hvis bare jeg fjernede de sidste 2 vers. så pudsede jeg på nogle af mine ordkæder, og vupti..så kunne den bruges. Så smed jeg den ud i min blok, så folk kan se den. Samtidig prøver jeg at vise, at jeg kan noget med ord. Jeg går efter at give en bestemt type verbal klø, uden at skrive det direkte. Dem jeg kalder "Spejl Generationen" Spejl generationen, som overfladisk set, skal kunne se sig selv i alt..ikke kun via loft spejle, men når de vælger deres partner, så mener de, at det er en reflektion af dem selv, så derfor skal de helst leve op til den skønhed, de selv mener de har.

Jeg var gået i seng, men så kom jeg til at tænke på det sorte hul, jeg ikke kan lukke selv. Billeder, og den konstante ord analyse der køre i mit hoved, der hele tiden spørger efter hvad meningen var, og hvilke tegn jeg bure ha set og taget mig af. Aaargh, jeg ville ønske jeg bare kunne sige "shuut up" til den konstante rullende analyse. Der bliver desværre ingen ro, eller nogen glæde..med mindre jeg finder en der kan lukke hullet med det jeg søger.