Jeg får skrevet en del, men ikke de rigtige steder, ifølge min egen logbog.

Mine noveller ligger urørte hen. Mine digte ligeså. det enste jeg skriver er dagbog og så de lektier jeg skal lave, men de tæller ikke.

Og jeg kan mærke savnet, men dovenskaben huserer stadig og jeg vil ikke pille ved den. Som jeg har det her for tiden, kan beskrives som en tingest, der bare ER der. En ubeskrivelig, tavs ting, som bare ligger i vejen.
En sort oval masse, spærrende for min kreativitet, mine følelser, mine tanker.

Har som små gærceller ædt sig ind til kernen og ligger nu og gærer. Forspist, og efterladt skallerne i tønden, det udadvendte ansigt, som går hulkindet og slap rundt og aber efter.
Melankolsk?
Næææhh....fordi det kræver føleleser.
Deprimeret?
Næææhh....henviser til ovenstående svar!

Det er acceptabelt, dog frustrerende.
Som at acceptere at stå ude i regnen, gennemblødt og vide at nu kan man ikke være mere våd, så nu kan man ligeså godt blive stående.

Fingrene bliver følelesløse, håret klasker, men mærkes ikke..er kun et afløb for genstridige dråber som bare VIL ind i øjnene.
Men man kan kun vente indtil det holder op med at regne. Man vil bare begynde at fryse, hvis man træder ind i skuret og der er lige langt begge steder til både hjem og et andet hjem.

Mja..volapyk...anakistiske tanker i et land uden befolkning.

Men det klarer nok op........