Du bliver hos os alligevel, sagde jeg til min hund i går, da dyrlægen og jeg havde bragt den ned til hendes bil. Og jeg holder mit ord. Også selvom jeg ved, den ville blive jalou på katten som nu må være i stuen.
Jeg skrev 4. kapitel ind, for at skubbe følelserne ud på afstand, ligesom jeg har skubbet dem fra mig hele dagen i går og i dag med at rydde op og gøre rent, for ikke at smuldre. - Man skal ikke græde alene, man skal klare det i stedet for. Nu ved jeg i hvert fald, hvad kræft kan være på den man holder mest af og har haft i mange år.
Min kat sover på skrivebordet og fandt ud af i går, at hunden aldrig mere kommer tilbage. For den.
For mig lever den endnu i en masse umulige tanker. Med et håb om endnu engang at kunne skrive om smukke galaxer, man vender tilbage fra i glimt, sammen med en ny forståelse for, hvorfor det var, som det var.
Måske kan jeg skrive det rigtigt en dag i et digt om en stjerne.