Jeg forstår ingenting. Hvordan blev du og jeg for altid, til et ubetydeligt minde? Hvordan kunne du fortælle mig, at alting var godt, men alligevel invitere en anden hjem, i den seng vi to sov i? Hvad gjorde jeg, der var så skrækkeligt, at du pludselig havde brug for tid. Hvad sagde jeg, som fik dig til, pludselig at skubbe mig så langt væk? Måske var det de kontinuerlige skænderier, som fortærede den lykke vi engang delte. Måske var det ikke meningen, at vi skulle dele fremtiden?
Fortvivlet, såret og frustreret ligger jeg alene. Et stort spørgsmålstegn pryder mit ansigt, sammen med mine forgrædte røde øjne. Hvorfor elskede du ikke mig, lige så højt, som jeg elskede dig?
Jeg ved jo inderst inde godt, at jeg kommer videre, finder en anden, bliver glad igen og alt det der, men jeg lever i nuet og lige nu, så er den evige søvn så forfærdeligt fristende. Gid at nogle kunne få banket ind i mit hovede, at smerten går væk, gid at nogle kunne få mig til at tro på, at jeg nok skal komme videre, at jeg fortjener at være lykkelig, med en som har lysten til at gøre mig det. Hvorfor troede jeg dog på, at det var dig der ville det, når du egentlig bare stak af, som en kunsttyv i natten. Hvordan kan du lade mig sidde her, så ulykkelig, velvidende at du fortalte mig det modsatte? Hvordan kommer jeg dog videre, glemmer, lægger følelserne på hylden og lever mit liv?
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Er det virkelig sandt? er publiceret
12/12-2015 02:59 af
Freja la Cour.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.