Nogle gange, når jeg har en frieftermiddag, nyder jeg at tage bussen eller toget ud i det blå. Bare springe på og se, hvor min fantasi og mine lyster fører mig hen den dag. Eller ihvertfald mit månedskorts zoner.

Idag var jeg så på eventyr med bus 2A mere eller mindre frivilligt, da jeg skulle til Frederiksberg-afdelingen af min bank - det er åbenbart det eneste sted i universet, hvor der findes en medarbejder der har hjemmel til at sætte kontanter IND på min konto #dafuq.

Mens jeg ventede på, at det blev min tur kiggede jeg lidt Facebook på min mobil. Om det lige var mit humør eller et sammentræf ved jeg ikke, men idag var det bare årh eet langt newsfeed af brok over firstworldproblems. "Hvad mon nyhedssiderne har at byde på?", tænkte jeg. Ekstra Bladet var noget med død og mere død og Berlingske linkede til blogs af spelthipstere der var meget enige om vigtigheden af at stave ornligt på nættet. Trættende.

Nå, det blev min tur og da jeg trådte ud i solskinnet igen, havde jeg det underligt. Lidt træt, lidt sulten, lidt gnaven, lidt småirriteret, jeg kunne ikke helt sætte en finger på det. "Hvor skal jeg nu hen på eventyr", tænkte jeg, og kiggede rundt på velfærds-alleen. Og DING - der lå det! Et lille, undseeligt halvbeskidt shawarma-sted klemt inde mellem vigtige butikker med vigtige kunder. "Rumle", svarede maven. Ind med mig.

En halv shawarma senere var jeg faldet i staver ved det lille bord med den hyggelige neonbelysning. I staver over, hvor spændende denne inkarnation indtil videre har udfoldet sig til at være, over magiske øjeblikke med min dejlige kæreste, over storslåede naturoplevelser og over det store, fantastiske udland. Som jeg har skrevet en del om, har jeg boet, arbejdet og rejst i efterhånden rigtigt mange lande og det er blandt de bedste ting, jeg har gjort. Jeg rejser stadig meget, nu mest som Taekwondo-dommer, og det er noget af det største i mit liv. Oplevelserne på godt og ondt og ikke mindst de venskabelige bånd, der opstår dommere imellem på tværs af nationaliteter, hudfarver, religion, køn, alder, sprogbarrierer og alt det der hører til vores kreerede identiteter. Et professionelt venskab imellem folk, der har gennemgået sammenlignelige, seje udviklingsprocesser for at nå til det internationale niveau. For mit vedkommende venskaber med mænd fra lande som Iran, Saudi-Arabien, Kasakhstan og Japan, for at nævne nogle få. For mig oprigtigt hjertevarme relationer, selvom jeg ikke ved hvor langt det ville strække sig ud over vores stævner. Det vil tiden måske vise. Men interessant er det. På banerne i vores sammensatte teams oplever jeg nogle af de øjeblikke, hvor jeg føler mig som en del af verdenshistorien. Hvor tid og rum forsvinder og hvor vi bare er essensen af vores eksistens, fri for påklistrede dogmer og identiteter. Hvor vi alle arbejder sammen for samme sag og ovenikøbet har lov til at kunne lide hinanden. Citizens of the world.

"Eh du ved godt at der er noget med en mand, der går rundt og hælder sit HIV-blod ud i chiliskålene på shawarma-barerne, ing?" spørger Store Ali med kraftig sydforkøge-accent fra nabobordet og sender mig øjeblikkeligt tilbage til virkeligheden. "De siger, at han er dansker".

"Dansker", siger jeg. "Så er det måske dig eller hvad?"

Store Ali griner og går gumlende væk igen. Nåh, min shawarma er også spist. Jeg må hellere komme hjemad.

Jeg træder atter ud i solskinnet og finder bus 2A. Min eventyrbus.

Babula