Han kiggede på mig med usikre øjne. Åbnede munden for at sige mere, men kunne ikke. Længe stod vi sådan. Så tæt, vores hjerterytmer stødte ind i hindanden og dannede et beat, der gik hurtigt. Ikke aggressivt. Bare hurtige bløde slag mod brystet, som skød blod ud i kroppen.
Hans hænder hvilede på min ryg. Et blidt, men bestemt greb holdt os tæt. Han så ned fra mit blik på min hånd, der legede med rullekraven i hans trøje. Han lod blikket glide ud i den ene øjenkrog og kunne lige ane min hånd glide op i hans hår og nuller det mellem mine finger.
- Er der noget galt?
- Hvad? Nej, undskyld.. Jeg har det godt. Jeg er jo sammen med den smukkeste pige.
Hans bekymrede ansigt ændrede sig til et skævt smil i mundvigen. Han førte sine hænder op til mine kinder og holdt mit hoved kærligt i sine hænder. Lokkede stille mit ansigt tættere på hans. Mit blik lå skiftevis på hans grønne øjne og hans læber. Han smilede forsigtigt, men nok til man kunne se bøjlen på hans tænder i overmunden. Han kyssede blidt min pande. Hans hage stødte mod mit brillestel over næsen. Jeg stillede mig på tær og lod vores læber mødes til en stille diskussion.
Jeg knugede mig ind til ham, så vi næsten ingen luft havde i mellem os. Jeg nød varmen fra hans bryst mod min hud.
- Der er noget jeg må sige til dig.. Han trak sig lidt væk og undveg at se mig i øjnene.
- Hvad er det? Du kan sige alt til mig.
Han var tavs et øjeblik. Sandet vi stod på syntes pludselig meget interessant.
- Jeg... Du ved jeg kalder dig min pige...
- Jeg er din pige.
- Jeg tror, jeg virkelig els...

Lyset brændte i mine øjne.
- Frederikke! Du skal op!
Jeg trak en pude over hovedet og prøvede at finde tilbage til stranden, men jeg var alene.
Nok kan jeg ikke tage tilbage helt og må nøjes med dagdrømme, men det er ikke så praktisk, når man skal følge med i noget, der bliver opgivet til eksamen...