Dagene strækker sig, tunge og søvnige, for at udskyde den næste dag. Tiden går langsomt, men dog alt for hurtigt. Hvis bare viseren dansede en sidste takt. Så kunne jeg puste ud, og læne mig tilbage. Bilder jeg mig i hvert fald ind. Jeg har lige sat vasketøj over, og sidder nu og funderer lidt.
Mit arbejde står som en gabende mund over mig i morgen, parat til at sluge mig med hud og hår. Min samvittighed gnaver i mine hæle, efter de sidste 3 måneder. Det er hårdt at flytte, og jeg er ikke helt sikker på, at jeg fik min hjerne med mig...
Den faglige stolthed står med sin løftede pegefinger! Jeg bør og skal, men kan slet ikke følge med. Hvor er jeg i det hele taget på vej hen?
Med tungen ud af munden og bladet for struben, prøver jeg virkelig at gøre mit aller bedste på job. Men så glemmer jeg, i mit distræte sind at sætte cyklen på plads. Deres cykel, fra min arbejdsplads.
Den rives ud af historien, fra den ene dag til den anden, og jeg fantaserer om rockere og store varevogne. Gad vide hvor den er i verden nu?
Men pinligt var det. Meget pinligt. Hvis det dog bare havde været min egen cykel, i det mindste? Så nu går jeg rundt, med skuldrene oppe under ørerne. Usynlig. Ja gid det var så vel...
Fejl. Små sorte pletter, på min hvide dug.
Mit sim kort slog fra den anden dag, fordi jeg lige har skiftet udbyder. Det kunne havde været dagen før, eller dagen efter... Men det skulle, tilsyneladende, være samme dag, som jeg måtte stå til regnskab overfor cykeltyveriet, fordi jeg ikke havde sat cyklen på plads.
Umiddelbart, er jeg ikke en person, der tjekker signalet på sin mobil særligt ofte. Så det faldt mig ganske vidst ikke naturligt, at gøre det den dag.
Da jeg rundede kontoret, og kom ind for at stille et af mine mange spørgsmål, var den ellers så smilende dame, ikke særligt smilende længere. For selvfølgelig er jeg ikke til at få fat på, når signalet er ikke-eksisterende. Med løftede øjenbryn, og en nedsættende tone, fik jeg at vide at hun altså havde prøvet at få fat på mig, men var gået direkte over på telefonsvareren. Jeg pegede vantro på min mobil, og stammede at "der var altså ikke signal på"... I stedet for at forklare den kære dame, at jeg lige havde skiftet udbyder, og ikke var klar over at det var "i dag" det skiftede. Sim kortet havde jo i grunden, også virket ganske udmærket dagen før.
Jeg kunne mærke varmen i kinderne, og klumpen i halsen. Mine øjne begyndt langsomt at gå ned i havet, som to store mørke sole. Uduelig, tænkte jeg for mig selv. Uduelig var jeg, for mig selv.
Arbejdstøjet blev kastet op i kurven, og jeg traskede hurtigt hjem af, men øjnene dybt fikseret på jorden under mig.
Jeg prøver bare at gøre mit aller bedste på job...
Men sådan er der mange ting jeg glemmer, selvom jeg prøver at huske på det. Jeg husker end ikke at skrive det ned, og hvis jeg husker det, har jeg sikkert glemt min kuglepen.
Jeg vil bare gerne vise, at jeg altså ikke er helt dum...