Der mangler hele tiden penge i bunden af et system. Patienterne, skoleeleverne, de hjemløse, de gamle eller de ældre får ikke nok midler. Der bevilges en sum, men den når aldrig derned, hvor den er beregnet til at gøre gavn. Min påstand er, at der er et midterlag i et hvert system, som opsuger midlerne og anvender dem, på en uhensigtsmæssig måde for de nederste lag, men på en efter midterlagets mening, nødvendig måde, hvorved pengene bliver hængende så højt oppe i systemet, at bunden ikke får gavn af dem. I bunden befinder alle de mennesker sig, som man i de øverste lag påstår, at man hjælper, vil hjælpe og forestiller sig, at man allerede har hjulpet. Det er sørgeligt og ærgerligt, at det er sådan. Midterstykket er fyldt med papir, der holder hele midten beskæftiget, og man forlanger hele tiden, at bunden sender rapporter og beregninger, resultater og udfyldte skemaer op til midten. Samtidig forlanger midten mere og mere af bunden, før den får de bevilgede midler. Og i den periode, hvor hele sagen behandles, så at sige fordamper pengene, så der ofte ikke når særlig mange derhen, hvor det øverste lag tror, de er havnet. Jeg kender systemet fra skolen. Jeg kender det også fra plejehjemmene, jeg hører om det fra sygehusene, gennem særdeles troværdige mennesker, og jeg tror, det er rigtigt, hvad de fortæller mig. Der er noget, som er helt galt, og hvis det ikke bliver rettet, vil alle pengene i vort samfundt til sidst hænge i luften uden jordforbindelse, og hvad sker der så? Bundlaget visner, og det mellemste og det øverste lag vil ikke overleve en sådan hensygnen. Jeg håber, nogen vil kunne se fejlen, før det er for sent!