I dag skulle min lille bil til service, derfor havde jeg besluttet at fordrive ventetiden med en tur til Perth.
Jeg afleverede bilen i Kenwick og gik hen til toget derfra.
Det er et dejligt tog, det glider stille og roligt afsted, standser ved alle stationer. Efter Burswood station kørte vi over Swan River, der sad to pelikaner dernede i vandkanten. Solen skinnede og vandet var spejlblankt. På den anden side floden var der kun et par stop tilbage før Perth.
Jeg havde ændret plan på turen. Når det nu var så flot vejr, ville jeg tage til Fremantle i stedet. Der er mere atmosfære end mellem Perth's skyskrabere. Perth er da ellers en flot by, men nu trak Fremantle altså. Jeg var nødt til at skifte tog, ellers ville jeg havne helt oppe i de nordlige forstæder.
En dame over for mig i toget snakkede i mobilos, d.v.s. hun nærmest råbte af og til. Hun havde åbenbart et opgør med en eller anden, både s... og f... ordene fløj ud i toget. Det var en hel befrielse for en kort tid, da hun et par gange blev afbrudt fordi vi kørte gennem nogle tunneller. Men enten ringede hun op igen, eller også ringede hendes mobil – endda temmelig højt og skænderiet fortsatte. På et tidspunkt kom lommetørklædet frem og solbrillerne af, hun tudede, lidt efter var damen højrøstet igen. Phew, endelig stod hun af.
I Fremantle gik jeg og så på butikker og var en tur op ad den berømte café strip, men på sådan en almindelig vinter tirsdag var der ikke mange der nød udendørs livet ved fortovs caféerne. Om sommeren er der et mylder af mennesker.
Jeg gik ind og fik mig en tår kaffe og en muffin til. Nu har jeg lært at bestille en long black for en alm. kop kaffe uden mælk. En short black, er en stærk sort kaffe i en mindre kop. Skal man have mælk/fløde i, hedder det long eller short white. Og så har det ikke noget med racisme at gøre :-)
Jeg fik set mange butikker, jeg var inde i et par køkkenudstyrs forretninger som så spændende ud. Og sandelig om ikke de havde en dansk lavet serie af gryder og pander, Scanpan hed det og var så vidt jeg kunne se fra Ryumgård. Der var mange souvenier butikker som jeg især var interesseret i for at finde fødselsdagsgaver til familien i Danmark. Meget af det var nu Made in China og det er jo ikke lige det jeg synes er spændende at sende, selv om der var australske motiver på det forskellige.
En forretning med japanske ting var også meget spændende, de havde en masse ægte kimonoer, jeg turde ikke se på prisen. Men flotte var de.
Jeg fik langt om længe købt en T-shirt, en taske med aboriginal art og et væghæng også med aboriginal art på. Så skal jeg bare have det pakket og sendt en af dagene. Men først skal jeg have læst min svejse teori til denne uge færdig. I dag blev det jo ikke til noget når jeg havde booket bilen ind til service, men sådan en dag hvor jeg faktisk legede turist var nu heller ikke så dårligt.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Fremantle. er publiceret
05/08-2003 14:33 af
kookaburra.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.