Jeg har skyllet alle vores panodiler ud i toilettet. Vågnede og ønskede, at det ikke var virkelighed. Og havde lyst til at rejse mig og stoppe det hele. Men jeg er en tøsedreng, når det kommer til døden. Men hele tiden snurrer billedet af hende rundt indeni. Jeg havde håbet, at hun var perfekt, en gudinde af en art - for så ville det være så meget nemmere at acceptere, at det er hende, der er i hans liv nu, men det var hun ikke - hun var bare. Og fik mig til at ønske, at jeg ikke mere var. Og nu ligger jeg her med kvalme - livskvalme? Kunne mærke, hvordan jeg langsomt mistede mig selv fysisk, da panodilerne i går begyndte sin virkning - men jeg vil ikke døden - og jeg vidste, at der skulle mere til... og jeg sad der, nøgen på badeværelsesgulvet og hulkede med hele kroppen, bare hulkede, det var som om, at jeg var to personer - den ene så fuld af livslede, at intet kunne ændre noget, den anden normal, helt rolig - sindsyg? Som om, at det ikke var virkeligt, som om, at smerten ikke var. Og samtidig var smerten der, mere intens end aldrig nogensinde før. Og jeg ville række ud efter en, men der var ingen at række ud efter. Og nu vil jeg bare ligge, ikke se verden, ikke se noget, men ingen vil forstå - og verden går bare videre.