Det betyder ikke længere så meget om hvornår jeg bliver optaget i stammen fyldepennen for jeg har fundet massere af rare mennesker at skrive med.
Derudover er det gået op for mig at mange af de ting jeg har lavet er lidt noget lort. Derfor vil der nok alligevel komme til at gå lidt tid før jeg begynder at publicere mine tekster. Jeg vil hellere kigge teksterne igennem nogle gange og se hvor meget der skal laves om.

Derfor bliver dagens dagbog i stedet dedikeret til hvad der skete for mig ude i virkelighedens verden.

I dag havde jeg for en gangs skyld noget at stå op til.
Jeg var nemlig så heldig at være blevet sat på et kursus af Jobcenteret og i dag var så min første dag på kursus.
Det var helt fantastisk at opleve det danske beskæftigelsessystem indefra. Kurset hedder Intensiv i job og det bliver udbudt af et privat firma der faktisk har en del mennesker ansat. Når arbejdsløse som jeg og mange andre når dertil hvor de skal aktiveres i en måned ryger de på et sådan kursus eller noget der minder om.
Det både fascinere og undre mig lidt at man betaler et firma for at passe arbejdsløse der jo ellers har massere af tid til at passe sig selv.
Jeg kan godt se at man skaber arbejdspladser ved at lave en grobund for disse firmaer, men det er jo staten der betaler firmaet?
Målet er selvfølgelig at få de arbejdsløse som nu går under navnet kursister (Det er vigtigt når en regering skal fremlægge en statistik over hvor lidt arbejdsløshed der har været under deres regime) ud på arbejdsmarkedet.
Denne smukke tanke drukner selvfølgelig lidt når der kun er x antal arbejdspladser i Danmark og mange flere arbejdsløse end der er plads til.
Det kursus staten har brugt penge på at sætte mig på har derfor kun et formål. At få mig ud på arbejdsmarkedet i stedet for en anden der ellers ville havde fået jobbet.
Jeg syntes naturligvis at det er vildt fedt at staten har brugt så mange penge på mig i stedet for en anden taber. Aktivering koster nemlig staten ret mange penge så jeg må være noget ganske specielt.

Dagens oplevelser var dog knap så spændende. Nu er det ikke det første af denne slags pudsige påfund fra statens side jeg har oplevet og dette var præcis det samme som alle de andre.
En ting er altid sikkert. Den første dag kommer man altid til at føle sig som en deltager i et af de AA møder man ser på amerikanske film.
Man starter med på skift at fortælle om alt det arbejde som man har søgt og ikke har fået. Det fedeste er hvis man kan tilføje elementer som arbejdsskader og anden ulykke der gør din situation endnu mere miserabel.
Kort sagt får den første dag på disse kurser altid black market til at ligne et forum for lykkelige unge mennesker der gerne vil dele deres glæde med andre.
Heldigvis fik jeg skudt papegøjen. Jeg er nemlig kommet hjem med en mindre roman om hvordan jeg finder job. Til at starte med ligger jeg den lige sammen med de 700 andre jeg igennem tiden har fået udleveret, men jeg skal da lige havde den læst så jeg kan finde mig en praktikplads.

Nå min dagbog kom vist til at handle en del om det spændende kursus i dag. Lad os se hvad morgendagen bringer.

Det var lidt svært at finde et billed af mig selv der passede til lejligheden, men jeg har valgt et billed af mig selv og min kampfrænder der er taget ud for at udforske Amazonas floder.
På samme måde skal jeg nu til at genudforske beskæftigelsessystemet.

Dagen vise ord.
Man skal høre meget før ørerne falder af og så har du stadig det indre øre tilbage.