Det, som oftest falder folk ind at sige, når de henvender sig til en blind på gaden, eller da i hvert fald til mig, er ca. noget i retning af:
"Nå... Og du har ingen hund"? (Nej, altså, ser det sådan ud? .. Eller hva'?)
"... Nu kommer bussen!" (Super!)
"Ved du godt hvor du skal stå af?" (Ja, ellers havde jeg da lidt et problem..)
"... Hvor må det være svært, men du har jo selvfølgelig en bedre hørelse - Skal du ikke have en hund?" (Ehm nope, skal du?..)
"... Er det noget du er født med??" (Spørger du altid så meget..)
"Jeg kendte engang en, der også var blind" (Okay! :) ).
"Jeg har set dig før... Men havde du ikke en hund??" (NEEEEJ! det var en anden med stok, som ikke var mig!!)
...
Svarer selvfølgelig aldrig de ting, når folk spørger, men sommetider har jeg lyst! Generelt er alle jeg møder gennem-fantastiske og vil altid hjælpe, og det elsker jeg folk for. det gør at jeg ved at jeg bare kan spørge, hvis jeg fx ikke er heelt sikker på hvor det nu lige er den der butik ligger osv. Og jeg forsøger uanset hvad at vise folk at jeg værdsætter deres venlighed. Men en gang i mellem er det svært, hvis humøret ikke er det bedste og jeg møder en eller anden, som bare snakker og snakker og slet ikke ser at jeg ikke er med. Ind i mellem er det helt tydeligt, at det bare er fordi jeg ikke kan se. Og så er det jeg ikke forstår...
Hvad er det, der får folk til at stille private spørgsmål, eksempelvis om hvornår og hvorfor? Hvad tænker de mon? og hvordan kan de overhovedet have interesse i det, når de ikke ved hvem jeg er?
Jeg er lige glad, har ingen ishues eller noget, men det er der jo andre, der kan have. Som om at bare fordi man falder udenfor normalen, behøves det der personal space ikke at være der.
Nå, men det er jo et fåtal, og så pyt med dem. Det genere mig ikke, selvom det vist kom til at se sådan ud. Forstår det bare ikke helt...
Men det som folk siger mest og som jeg husker bedst er søde søde ting som:
"Har du brug for hjælp?"
"Skal vi følges over gaden?"
"Hvor klarer du dig altså flot!"
Og det som jeg siger mest er fx:
"UNDSKYLD!" (Når jeg igen er ved at spænde ben for en eller anden...)
Eller:
"Mange tak!! Det var pænt af dig!"...
Og elsker de der situationer, hvor små børn spørger deres far eller mor, hvorfor jeg går med den der pind. De fleste bliver lidt flove, så jeg smiiiler og smiiiler og forsøger at børste den der usikkerhed hos den voksne væk. For det er da et ret godt spørgsmål! Og ind i mellem ender det med at være mig, der forklarer og ikke forældrene og det kan bare kompensere for jeg ved ikke hvor mange mystiske spørgsmål :-)
Er udmærket klar over at ingen siger ting for at være dum eller irriterende. Og så snart jeg skal have noget med andre at gøre, tvinger jeg nærmest folk til at spørge, fordi jeg ved de fleste er nysgerrige og også hvor usikker man er på hvad man kan tillade sig at sige til andre. Men dem som aldrig ser én igen... hvorfor spørger de? Når dem, der fx har gået i ens klasse ½ år stadig ikke gør... Fordi det er flovt? Måske. Jeg ville sikkert heller ikke spørge med det samme, hvis der kom én, som var spastiker. Men jeg ville til gengæld heller aldrig spørge vedkommende midt på gaden :-)