Det er længe siden, jeg har skrevet sidst.
Der har været masser at sige, men det har føltes helt forkert.
Sådan er det, når larmen bliver grå og rodet, men altid overskygger alt med sin konsistensløse overflod.
Nogle gange er der stille, men aldrig længe nok til for alvor at få overblikket.
Så jeg fylder mine tanker med hverdagens uoverskuelighed og tænker...
Måske i morgen.