Sidder foran pc'en - faktisk har jeg den på skødet. Jeg forblændes næsten totalt af lyset fra skærmen, og det spejlblanke word-dokument som skriger lige ind i mit udslukkede ligeså blanke ansigt. Sved på panden. Tænder for itunes - og finder instrumental musik. Slukker igen. Kærligheds piano og hvad har vi. Intet hjælper. Ikke engang stilheden. Ikke at være tanketom, og bare mærke. Jeg kan ikke finde ord. Jeg er bogstavligt-handikappet. Iiiih - altså! Jeg ved de er der inde et sted - altså ordene, og normalt flyder de ud af mig og ind på skærmen uden problemer. Digte og små historier om alt imellem himmel og jord. Især om kærlighed, som er denne fantastiske følelse af frihed, hengivenhed og tosomhed. Den elsker jeg - men ikke i dag. Elsker at elske - men ikke i dag. Så hvorfor er det lige, at jeg ikke kan skrive et digt eller en tekst om kærlighed idag? Hvorfor ikke i dag? Jo, det er dét som er tanken, faktisk lige præcis dét: at jeg er ked af det. Og så er det svært. Underligt, fordi jeg jo normalt skriver digte som netop handler om sorg og kærlighed - men aldrig min egen. Men sådan er det ikke i dag, for nu er jeg fyldt op af et eller andet sort, som nedtrykker mig hårdt og brutalt - indtil jeg rammer gulvet - nede under sofaen. Det æder mig ret hurtigt op, det sorte. Forfølger mig - som en pacman - indtil det har slugt alle mine ord, og jeg efterlades mundlam og skriveforstyrret tilbage. Totalt forvirret, og stadig ked af det - som en fed lille bonus.
Derfor denne 2 minutters free-style skrivning, hvor jeg ligesom bare kaster ord op af Pacman's hals, uden at tænke - uden at skulle opfinde den dybe tallerken - uden at skulle overveje hvert et lille perfekt komma osv. En blottelse er det i virkeligheden - af min sjæl. Det er det rene rå materiale jeg sidder tilbage med her i mit word-dokument. Den rene og rå udgave af Mia....