Sidder her med "The Letting Go" i mine øre, jeg tænker på dig. Jeg tænker på dig&mig, mig&dig. Jeg sidder med en tåre ned af min kind, et smil der er forsvundet, et hjerte der bløder og en sjæl der er revet væk. Vi har ellers lige haft det så godt sammen, grint, elsket, puttet og været glade. Ja vi havde det godt. Hver gang jeg vågnede om natten, holdte du stramt om mig, du kyssede mig lige en gang i nakken, for at jeg vidste at du havde mærket at jeg var vågen. Du flyttede dig ikke, du lå bare, ved min side.. Ja vi havde det godt..
Nu er vi i en periode hvor vi absolut ikke har det godt, rettere sagt du har det ikke godt med os to.. Du mener vi skal ses når det lige passer ind, men det passer aldrig ind i dit program. Jeg spurgte dig i fredags om du havde lyst til at ses mandag, tirsdag eller onsdag - det eneste svar jeg fik var at du ikke havde tid.... Det var ikke noget med at komme med en ny dag du evt. kunne. Næ nej, jeg fik kun et nej desværre.. Når jeg så begynder at spørger ind til om han overhovedet gider mig, og at jeg synes det er træls at det hele skal gå efter hans hovede - siger han mig ikke engang imod. Ikke noget med at bekræfte mig i at du gerne vil mig, og det hele skalmø nok gå..
Jeg får bare sådan en ligeglad følelse i min krop, en følelse af at det her ikke går - men at jeg ikke kan gå fra dig. Jeg bliver nødt til at være ved dig. Bliver nødt til at give dig den kærlighed jeg har til dig, som du ikke har til mig. Jeg bliver nødt til at have min tryghed..mejet bliver nødt til at have ham..