Når ensomheden rammer en så pludselig som en tyv i natten, kan man ikke lade vær med at få tåre i øjnene. Ensomheden er en kvælende fornemmelse for mig. Jeg føler som jeg sidder her i skolen at jeg når jeg ser på mine klassekammerater snakke og grine med hinanden at jeg på et eller andet plan er udenfor. Jeg føler jeg er ved at drukne i et hav men jeg ser på alle omkring mig trække vejret frit . Hvad er det jeg gør galt når de omhandler andre mennesker. Hvorfor har jeg aldrig fået mig lært hvordan man begår sig i verden omkring mig? Hvorfor er jeg så socialt handicappet?
Jeg ville ønske jeg kunne få venner så jeg ikke behøvede at græde mig i søvn. Ikke behøvede at fyldes med misundelse når jeg ser på andres liv. Måske er det faktisk det der går mig mest på. At jeg ikke forstår den verden jeg er i. At jeg ikke formår at at være sammen med andre.
Måske er jeg bare så ødelagt af så mange års had til mig som person både fra mig selv om mine omgivelser at jeg for hurtigt begynder at hade mennesker.
Hvad er der dog galt med mig?