Jeg kan ikke sove. Det er den samme historie hver aften. Jeg er træt som ingen anden. Slæber mig rundt. Gaber. Kan næsten mærke mine led mumificere, mens jeg gør kun den mest nødvendige aftentoilette. Jeg slukker lyset, lægger mig under dynen, folder mig sammen om min døsighed. Som man nu gør. Med hoved på puden. Helt traditionelt. Men tankerne myldrer, og der går ikke længe før øjnene langsomt kommer til live, og blafrer rundt som to halvblinde flagrermus. Fodsålerne brænder. Jeg vender og drejer mig.

Jeg tænker på ham. Min krop er så varm, at hans slips smelter på min hals. Gennem halvt åbne øjne ser jeg hans mund sådan lidt nedefra nærme sig min. Det stikkende skæg lukker sig. Det er blødt og kold-varmt på samme tid. Den følelse af at skrue en pære i en fatning og se den lyse. Den. Det er der, man lukker øjnene, lader sig føre under overfladen, hvor tingene hænger sammen på ny. Som at rejse med metro i en ukendt by. Man dykker ned og føler suset i tunnelerne, farer af sted i mørket for at dukke op i lyset langt væk, nye steder. Vi kysser dybt, som om vi famler efter hinanden inde i kraniet. Efter hvad, tror jeg ikke, vi ved. Tid, rum og distance er alle elastiske, spændstige parametre.