Jeg spiser middag med en veninde, jeg får en sms og tager kort efter en taxa ud på Havnen. På en mørk bar møder jeg mine venner. Al det venskab, der kan være i et Fingerbøl. Vi sidder om et rundt bord og ser ikke på hinanden, men ud gennem hullerne skulder ved skulder. Vi drikker vodka og vand med brus og fade øl. Og da baren lukker går vi op ad de blanke brosten og ind på en ny. Her står vi om endnu et rundt bord, med ryggen mod neonlysene, og forsøger hviskende at overdøve sladderen. Men sidste runde bliver ringet ind, før nogen når at høre nogen.

Så tager jeg en taxa hjem til mine kolde lagner. Der venter jeg på dig. Men du svarer ikke, og jeg falder i søvn med et tørt stykke tyggegummi i min mund. Jeg vågner med munden fuld af drivtømmer, og undrer mig over, at du kan være så kold, så ulæselig. At du kan have en så hård serv, uden at nå over nettet. At du ikke har svaret mig. Senere, med krummer overalt i min seng, finder jeg ud af at du svarede mig kl 06.14. "Jeg er på vej hjem nu. Jeg ville gerne sove hos dig, men er vist ikke meget værd". Samtalen var 'mute', viser det sig. Men da sov jeg, så jeg ikke kunne nå at fortælle dig, at du er noget værd. Vi er så indspiste, så sammenspiste, at der nu er krummer af dig overalt i mine tanker. Jeg ville ønske du kunne komme herhjem og stille min sult, eller også skal jeg have rystet dig helt ud af mine lagner, så jeg kan få lidt søvn.