Jeg er ikke stolt af det, det indrømmer jeg gerne, men samtidigt tør jeg heller ikke fortælle hende det.
Jeg var i en kæmpe brandert i slutningen af sidste måned, og så gjorde jeg dét.. Dum som jeg var, skrev jeg til ham. I min brandert var det min bedste idé i flere måneder, og den virkede rigtig klog. Jeg tænkte egentlig ikke mere på det, festede bare videre. Næste morgen, havde han ikke svarede, og jeg var egentlig lettet, slettede bare sms'en og lod som om det aldrig var sket! Men det var jo sket, og selvfølgelig svarede han senere på dagen, vi skrev sammen om hvordan vi havde det, hvordan det gik osv. helt normale hverdags agtige ting. Da vi når søndag nat, skriver han og spørger om jeg ikke kommer ud til ham om manden, jeg takker selvfølgelig ja tak, og føler mig pisse dum og naiv. Jeg skriver til ham at vi ikke skal have sex, men ses som normale venner, for jeg kunne læse mellem linjerne at han havde utidige tanker.

Næste dag, fortæller jeg min mor at jeg tager hjem til en veninde og bliver og sover der. Jeg tager ud til eksen, og hans mor bliver glad for at se mig. Da jeg ser ham, bliver jeg hamrende glad og vi krammer længe. Vi snakker lidt om hvordan vi har det, og så kysser han mig. Fortæller ham at det skal vi ikke, men selvfølgelig fortæller jeg ham det med et smil på læben. Vi falder direkte ind i den samme rytme.. Da vi går i seng, har vi selvfølgelig sex, ekstrem god sex efter min mening. Jeg fortæller ham efterfølgende at vi bliver nødt til kun at være venner, for vi kan ikke blive ved med det her. Han smiler bare til mig, og spørger om jeg selv tror på det nogensinde sker?
- Og nej det tror jeg ikke selv på, for jeg tror at der altid vil være en tiltrækning mellem os, som ingen kan forklare..

Jeg er typen der altid er ærlig overfor min mor, og fortæller hende gerne det jeg laver, og nu lusker jeg bare bag hendes ryg. Hvilket jeg ikke synes er særlig fedt. Jeg tør bare ikke fortælle hende eller min psykolog at vi er begyndt at snakke sammen igen..
Just love my life..